de første briller

Opdateret 25-02-2016-05reviA

De første briller

17-18 års besværligheder ved ikke at kunne se ordentligt.

Samtidig en sandfærdig historie om hvordan det føltes som 6 år gammel at skulle have briller.

Konstatering.

Selv her efter rigtig mange år, efter at jeg har startet med at gå med briller hele tiden. Ja så husker jeg helt klart som 6 år gammel, da jeg fik at vide til en lægeundersøgelse at jeg måske behøvede briller. Lægen henviste herefter min mor og mig til et besøg hos øjenlægen.

.

Ja, så sad vi pludselig der, i venteværelset hos øjenlægen.

Der sad flere børn som mig og ventede på at komme ind til ham, også nogle med briller på.

Der blev talt og snakket mødrene i mellem om, hvor streng øjenlægen var, og at han altid udskrev nogle stærke briller til børn, så de blev tvunget til at skulle gå med dem på efterfølgende.

Så blev mit navn nævnt…

Ind og få dryppet øjne og så ud igen, og vente. Jeg troede nok selv mest på at det var noget der ikke betød noget for mig…

Alt var nu helt sløret, og så ind igen til selve synsprøven, og så var det fakta, at jeg trængte til briller.

Øjenlægen fortalte min mor at jeg var temmelig langsynet. Husker at styrken i mine første blev 3,25 på begge øjne samt noget bygningsfejl.

Jeg forstod at øjenlægen sagde til min mor, at jeg jo kunne altid starte med at bruge brillerne når jeg skulle se fjernsyn, læse, tegne og skulle se noget tæt på eller lege med Lego og Tekno. Som var noget med nogle meget små skruer, og derved kunne jeg vænne mig til at bruge dem. Han sagde også at vi skulle gå til en optiker cirka en gang om året herefter de første par år, for at få målt synet, da det meget let kunne ændre sig begge veje de første år. Her gjorde jeg mig selvfølgelig slet ingen tanker om, hvordan det ville føles at skulle bruge briller, og da slet ikke at gå med dem på hele tiden. På vej hjem fra øjenlægen i Bellahøj, skulle vi ind til Optikeren i Husum med recepten og finde passende briller, og det blev gennemsigtige plastikbriller med elastik metal brillestænger ned og rundt bag ørene. Det var ikke så slemt at prøve briller uden glas i, men det var alligevel meget underligt at sætte noget foran øjnene og noget som strammede omkring ørene. Optikeren fortalte intet om at jeg skulle gå med dem på, når han havde fået sat glassene i, selv om det var hans forslag at det skulle være nogle som sad godt fast når det var til børn, så det var der jo nok en bagtanke ved!

Det satte ellers ikke så mange tanker i gang hos mig; men at det nok ikke var så rart gå med på, og at det at bruge briller måske heller ikke var særligt smart.

Jeg kendte ingen i min familie eller blandt mine forældres venner og mine lege kammerater der brugte briller lige på det tidspunkt, kun min mormor, og så en morbror som vi næsten aldrig så, de var begge meget langsynet fandt jeg senere ud af, og at min mor helt sikkert også har trængt til briller i lang tid, og at hun var langsynet, men dette var jeg helt uvidende om på dette tidspunkt.

Hjemme talte vi slet ikke om mit behov for dem, ved aftensmaden, da min far kom hjem den dag, og heller ikke efterfølgende, som jeg husker det, men mine forældre har vel talt sammen om dette på et tidspunkt.

Ca. en uge efter skulle brillerne så hentes hos Optikeren og prøves. Her tror jeg at, det var ved at gå op for mig, at der skulle ske noget, som var ubehageligt.

Optikeren hentede posen med brillerne i baglokalet, og tog dem ud og pudsede dem, og satte dem så på mig. Jo alt var klart og stort, når jeg så på den tavle som han gav mig i hånden synes jeg, men også meget underligt og det føltes ligesom at jeg blev svimmel når jeg så ud gennem butiks ruden og rundt i butikken. Og så skulle jeg se mig i et spejl. Uha, de store øjne bag de tykke runde skinnende brilleglas, og jeg syntes slet ikke at de lignede de briller jeg prøvede ugen før, og jeg så helt forkert ud med dem på.

Og her fik jeg nok det største chok, og hvor det gik op for mig at dem ”skulle jeg ikke gå med på” - så af med dem igen, men de var næsten ikke til at tage af, med de brillestænger som gik rundt om ørene, og slet ikke med en hånd. Det føltes næsten som jeg blev kvalt af dem.

Min mor betalte, og jeg husker at de lå på disken og skinnede i lyset, da optikeren så sagde meget bestemt, at dem skulle jeg bruge og have på med det samme, med den styrke de havde, for at jeg kunne klare mig i skolen. Han tog så brillerne på disken og ville give dem til mig, for nu skulle jeg selv prøve at tage dem på.

Jeg husker at jeg trådte et skridt tilbage om bag min mor, og stivnede af rædsel ved tanken om at jeg skulle tage de briller på igen. Ja og tanken om det at skulle vise mig med dem på for familie, og ikke mindst for mine legekammerater og så den svimmelfornemmelse ved at have dem på.

Det gjorde mig fuldstændig rædselsslagen og stum af skræk. Og så var jeg jo helt uforberedt på at dette skulle ske, nok mest fordi at vi overhovedet ikke havde talt om noget i den retning hjemme, omkring det at jeg eventuelt skulle bruge eller gå med briller på.

Men min mor sagde så hurtigt at øjenlægen havde fortalt at de kun skulle bruges til at læse med ”Så dem prøver vi derhjemme”. Jeg følte mig virkelig reddet nu, - troede jeg. Optikeren lagde så brillerne i et brilleetui, og sagde igen at mine øjne og jeg, havde altså bedst af at jeg tog dem på nu med det samme, og jeg hurtigt ville blive fortrolig med at gå med dem på. Herefter tog han en pose og lagde dem i, som jeg så selv bar hjem. Mine ben rystede stadig under mig af skræk da vi forlod butikken. Og stadig ingen snak om mine nye briller hjemme eller prøve dem der, eller vise min far dem. Jeg var egentligt godt til pas med dette, på det tidspunkt. Og jeg lagde herefter brillerne i en skuffe på mit værelse, og håbede egentligt også at dette, kunne jeg bare glemme alt om fremover. Men nej, sådan gik det ikke.

Jeg hørte da heller ikke noget omkring dem, at dem skulle jeg prøve at tage på, bare en gang imellem. Jeg tror virkeligt at mine forældre havde en eller anden form for angst for at jeg skulle bruge briller, og denne angst blev helt sikkert direkte overført til mig.

Og mine forældre tiede alt om disse ihjel, og gjorde det måske ubevidst til mit helt eget problem!

Jeg har senere her for nylig fundet en regnskabsbog fra 1955, hvor min mor har noteret, køb af briller kr.  9,84 og den tid passer med september måned da jeg fik de første briller. Hvad sygekassen dengang gav af tilskud det er jeg ikke klar over i dag!

Hvad mine forældre glemte.

Allerførst skulle mine forældre have forklaret mig om, jeg måske skulle gå med briller på, allerede da vores læge konstaterede at jeg skulle sendes videre til øjenlægen, og hvad det ville betyde for mig, så det ikke kom som en overraskelse, når eller hvis vi havnede hos optikeren for at købe briller til mig. Og ellers fortalt åbent om, hvor dejligt det ville blive for mig at kunne komme til se rigtig godt og normalt, når vi skulle hente og prøve de nye briller, samt at det slet ikke var ubehageligt at gå med på.

Og her kunne min mor også lige så godt have fortalt mig, at hun også havde briller, og måske taget dem på der hjemme, så jeg kunne se at det var jo helt ok, og samtidig set at jeg ikke var den eneste hos os der havde det på!

Mine forældre skulle jo samtidig have fortalt alle i familien, naboer og venner at nu skulle jeg bruge briller. Så havde alle været forberedt på, at når jeg efterfølgende viste mig med dem på, og så skulle der ikke stilles en masse spørgsmål til, hvorfor jeg nu pludseligt kom med dem på.

Og så her hos optikeren og efter hans råd, skulle min mor selvfølgelig have sagt at, de er da pæne og de klæder dig, og dem skal du selvfølgelig have på med det samme, i hvert tilfælde indtil at vi kommer hjem, for at prøve dem af.

Når vi så var kommet hjem, skulle jeg have haft den besked at jeg skulle beholde dem på hjemme i vores lejlighed, og kunne så lege på mit værelse eller jeg måtte da også gå ud og lege hvis jeg havde lyst til det, bare det jeg havde dem på indtil at min far kom hjem fra arbejde.

Herefter skulle vi så have spist aftensmad alle tre sammen, hvor jeg selvfølgelig også havde dem på, så min far også havde set mig rigtigt med briller på. Og her skulle han da selvfølgelig også have rost mig for, hvor pæne de var til mig og fortalt, hvor glad jeg skulle være for at nu kunne se ordentligt. Ja og havde min mor taget sine briller på så var jeg blevet mindet om at det var helt normalt at andre også havde brug for det. Her som 6 år gammel, havde det helt sikkert været meget lettere at acceptere sådan en forandring, end senere og jeg havde sluppet for en masse ubehageligheder i resten af min barndom samt hele min ungdom.

Ja så havde mine nærmeste jo også accepteret at jeg havde dem på, og derefter kunne jeg få lov til at tage dem af, indtil at vi skulle se fjernsyn. Og havde jeg taget dem af, så havde jeg nok allerede opdaget, hvor godt jeg nu kunne se, når jeg havde dem på.

Det havde også helt sikkert herefter været meget lettere, at forstå nødvendigheden for at bruge dem efterfølgende, og nu var der slet ikke nogen mystik eller ubehag ved at jeg skulle tage dem på. Specielt når jeg var hjemme sammen blandt min familie. Og så skulle mine forældre selvfølgelig ellers bare have gjort det som øjenlægen havde sagt, hver gang at jeg havde et eller andet i gang med leg, tegne eller vi skulle se fjernsyn, så var der kun en vej” på med brillerne” også lige meget hvem der var til stede af legekammerater, familie eller venner. Så var det hurtigt blevet en vane.

Der var jo ikke ret mange der havde fjernsyn på det tidspunkt, så der var næsten altid nogle der fik lov til at se med hos os. Alle omkring mig havde nu også vidst at jeg havde brug for dem, og så havde jeg helt sikkert på et tidspunkt til sidst glemt at tage dem af, og pludselig haft dem på, også når jeg lejede udendørs med mine legekammerater, (Min bedste legekammerat fik briller næsten samtidig, se nedenfor:) og her havde jeg allerede fundet ud af at det var fint nok at have dem på hele tiden, og det havde jo også været det bedste med dem på for mig. Og jeg havde så ikke gået i min egen verden, og bygget den angst og de mærkelige billeder op, hvor slemt det ville være for mig at skulle vise mig med de briller på, samt al den mystik omkring briller, som der var og blev mere og mere selvforstærkende, og gjorde det så svært for mig!

Herefter havde ingen slet ikke interesseret sig for mit behov for dem, Ja, og så havde jeg, året efter været helt skole klar med dem på fra første færd.

Mine forældre kunne jo også have valgt den hårde måde, som jo i den forbindelse havde været ligeså god, at den første dag hos optikeren, at gøre som han sagde, at dem skulle jeg da selvfølgelig gå med på fra starten, for det skulle bare være sådan. Og jeg var jo også allerede forberedt på at det måtte ske, når de skulle hentes hos optikeren, for det havde vi jo talt om hjemme, samt familie og venner og lejekammerater var jo også alle forberedt på at jeg nu fremover skulle gå med brillerne på! Og nu skulle min mor og far bare sikre sig fra den næste dag, at jeg havde dem på, fra jeg stod op om morgenen til jeg gik i seng om aftenen. Ja, helt enkelt, og meget kort tid efter havde det været helt normalt for mig. Og det havde jo stadig været meget bedre end alt det jeg senere måtte gå i gennem!

Jeg husker en bemærkning som min far ellers ofte sagde til mig "at min vilje sad i hans bukselomme" i mens at han havde sin højre hånd i den, men her havde han åbenbart ikke viljen!

Min legekammerat fik briller.

Jeg havde en legekammerat på alder med mig, og han var også enebarn som jeg, der boede et par opgange fra mig, han kom pludselig med briller på, og fortalte os legekammerater, at det var fordi at han ikke så så godt uden, efter at han havde været en tur hos øjenlægen.

Det var stort set samtidig og med meget få dages mellemrum, at jeg fik mine briller og tilsyneladende havde jeg et ligeså svækket syn som hans, men hans forældre valgte for ham om at følge optikeres råd, og han fik sine på med det samme.

Han skulle begynde på en anden skole end den jeg skulle gå på.

Jeg tænkte meget på, når jeg hørte at nogle af kammeraterne drille ham med de store øjne han havde bag brillerne. Hinkestene, Brilleabe, Brilleslange og Bel- øjet, og brilleglas som Cola bunde, det kom først senere, men dette var nogle de ord der blev brugt, som jeg selvfølgelig også frygtede at der ville blive brugt omkring mine briller, hvis det kom frem at jeg også brugte dem. Alt dette tænkte jeg på i mens at de lå i en skuffe på mit værelse.

Men det jeg husker, var at drillerierne ikke varede ret længe. Jeg frygtede samtidig  når han i starten var på besøg hos mig, at min mor ville fortælle noget om at jeg også havde briller, men det gjorde hun ikke.

Husker også at vi engang løb og legede og pludselig faldt han og hans ene brilleglas knustes mod fliserne. Ja det var før plastikglassenes tid, og han blev frygtelig ked af det, og skulle så have nyt glas i sine briller, og det tog flere dage inden han igen havde dem på.

Og igen, det kommenterede min mor heller ikke at han nu var uden briller. Jeg turde slet ikke fortælle ham om mine, da han jo også kendte vores fælles legekammerater og tænk hvis han skulle fortælle dem at jeg også behøvede og havde briller.

Jeg har ofte tænkt efterfølgende på at det var mærkeligt at min mor ikke benyttede den chance, til straks at sige til mig, og samtidig følge optikerens råd, om at jeg skulle også bruge mine. Så havde vi været 2 samtidig der fik briller, der næsten altid legede sammen, og det havde måske nok taget den største opmærksomhed fra vores andre kammerater dengang som 6 årige. Og så havde denne historie aldrig blevet aktuel for mig.  Men sådan skulle det altså ikke være.

Jeg troede først inderst inde stadig selv på, at det var noget der ville gå over af sig selv, for jeg vidste jo ikke bedre, med hensyn til at bruge briller på det tidspunkt, og tænkte stadig ikke så meget på at de lå i skuffen på mit værelse. Men frygten for at tage dem på, og at vise mig med dem, havde jeg hele tiden inderst inde! Denne frygt voksede i mig, men jeg tog dem dog af og til frem når jeg var alene på mit værelse og gik lidt rundt med dem på og så i et Anders And blad og sneg mig hen til vinduet for at se ned på gaden bag gardinet, jo alt var meget tydeligt. Og næsten ingen svimmelhedsfornemmelse, ved at se langt væk.

Skolestart

Der gik vel knapt et års tid fra besøget hos øjenlægen indtil, hvor jeg skulle starte i skole, Katolsk Central Skole på Nørrebrogade/Fælledvej. Uden at brillerne blev brugt, og kun ved mine egne små tiltag, og jeg blev som tidligere nævnt heller ikke tilskyndet til at bruge dem.

Jeg var nu blevet 7 år og i august, begyndte skolen, Min mor spurgte så pludselig om jeg havde lagt mine briller i min nye skoletaske, da vi stod uden for skolen og skulle til at gå ind. Men nej de var derhjemme… men som hun sagde den første dag, har du jo nok ikke brug for dem alligevel. Næste dag blev brillerne lagt i skoletasken. Forældrene var ikke med inde i skoleklassen den næste dag, så min mor kom igen efter skoletid og fulgte mig hjem. Brillerne kom dog ikke op af tasken den dag, og sådan gik det også efterfølgende. Ingen i min klasse havde briller i starten, så jeg tog selv den beslutning at det havde jeg nok heller ikke brug for; men jeg havde dog troligt dem med hver dag i min skoletaske.

Min mor havde åbenbart heller ikke fortalt lærerne at jeg skulle bruge dem i timerne, så havde de jo nok sagt til mig at jeg skulle huske at tage dem på, men ingen sagde noget om dette til mig.

Nye briller igen - og stadig ingen kontrol.

Som årene og tiden gik, fik jeg dog nye briller hvert cirka halvandet år. Selv om mine forældre stadig ikke interesserede sig for om jeg brugte dem, heller ikke når vi sad i stuen og så fjernsyn, eller når jeg læste eller legede, blev de nævnt, som øjenlægen ellers havde fortalt min mor!

Selv om at jeg rykkede min stol temmelig tæt på det lille fjernsyn som fandtes dengang, og min mor spurgte da også en enkelt gang om jeg kunne se uden briller hvortil jeg svarede ”ork ja... ” og det var selvfølgelig en dag, hvor der ikke var andre tilstede. Men det var ligesom om at min mor alligevel havde noteret sig at nye briller det skulle jeg have ligesom tøj, som jeg voksede ud af. Øjenlægen havde jo også sagt at ca. et år efter skulle jeg have kontrolleret mine øjne igen hos en optiker. Ja hun troede vel at jeg brugte dem i skolen!  Og så afsted til synsprøve hos optikeren med brillerne i hendes taske. Og så vælge nye igen, som hun også var med til at vælge, de blev dog lignende de første, men uden elastikstænger og mere brune over næsen, og de blev næsten magen til min legekammerats.  Glassene blev da også en tand stærkere og sådan gik det også ved efterfølgende besøg, ja mit syn blev absolut ikke bedre som årene gik!

Her havde jeg måske nok indset at jeg havde bedst af at bruge dem, men jeg havde slet ikke mod på at vise mig med dem på. Og stadig det samme der hjemme. Hverken min mor eller far spurgte rigtigt ind til om jeg brugte dem i skolen, og det gik da også nogenlunde uden, men jeg husker da, at min mor spurgte et par enkelte gange om at jeg nu huskede at bruge dem i skolen og jeg svarede ”Ja, ja selvfølgelig ” og så ikke mere snak om dem. Og slet ingen kontrol om jeg virkeligt brugte dem.

Igen det samme udspillede sig også hos optikeren når vi hentede de nye briller, at dem skulle jeg da selvfølgelig have på hele tiden…. Men det overhørte min mor endnu engang. I den mellemliggende periode af optikerbesøg, gik jeg næsten altid med, en indre angst for at min mor pludselig en dag kom og ville sige til mig at nu skulle jeg tage dem på og beholde dem på fremover, for jeg vidste jo egentlig godt, at det ikke blev rigtigt godt før det skete.

Ja, det med at bruge briller, blev noget helt privat for mig selv. Jeg brugte dem mere og mere når jeg var alene på mit værelse og svimmelhed fornemmelsen var nu helt forsvundet. Når jeg lavede mine lektier bag en lukket dør på mit værelse og når jeg var alene hjemme, og der ikke var nogen legekammerater på besøg, tog jeg næsten altid mine briller på, og nød rigtigt at gå frit rundt i lejligheden. For jeg havde det jo bedre med at have dem på som tiden gik. Ja og jeg blev jo også ældre og mere bevist, men stadig det at skulle vise mig med dem på, og det kunne jeg slet ikke overvinde.

Om morgenen smuglede jeg dem mange gange med på badeværelset og nød nu virkelig fornemmelsen ved at kunne se klart. Og så se mig selv i spejlet med briller på, og sige til mig selv ” i dag beholder jeg dem på ud i køkkenet for at spise morgenmad og efterfølgende så i skole. Ja, bare det at kunne have dem på hele dagen” Og det, at lægge dem på glashylden i mens jeg gik i bad, og så tage dem på igen! Men Nej det skete ikke, de blev taget af lige inden jeg åbnede badeværelsesdøren.

Det var ligesom stadigvæk en besættelse i mig, det med at skulle vise mig med briller på for nogen jeg kendte, også selv for min mor og far.

Tænkte tit på hvor let min legekammerat fra nabo opgangen havde det. Nu hvor han havde brugt sine briller i flere år, og nu havde han ingen problemer med at se, og det gik ham rigtig godt i den skole han gik på.

Engang vi sad sammen på hans værelse, spurgte han mig om jeg ville prøve hans briller, jeg tøvede lidt og tog dem så på, og var nu helt sikker på at mine egne briller var stærkere end hans. Så af med dem igen, jeg så ellers nogenlunde med dem på, men sagde, at jeg blev helt svimmel af at have dem på. Jeg havde egentligt lyst til her at fortælle min hemmelighed til ham, om at jeg også havde briller.

Men han sagde så, at jeg så sjov ud med dem på, og det gjorde det i hvert fald ikke lettere for mig at tage mine egne på efter det forsøg, og da slet ikke fortælle ham om mit behov for dem. Jeg syntes også at han så mærkelig og forkert ud uden briller. Her tror jeg også at det gik op for mig, at det at skulle bruge briller nok var noget jeg måtte vende mig til, for dette problem forsvandt ikke af sig selv.

En anden tanke som jeg tit fik og stadig har, er at hvis jeg havde haft søskende, så havde jeg ikke kunne skjule nødvendigheden for at bruge dem ret længe i min skoletid, og specielt ikke hjemme. De havde nok ”sladret” til alle dem jeg kendte, omkring mit problem med at jeg ikke kunne se, uden briller, og helt sikkert også til vores forældre, hvis jeg ikke brugte dem. Dermed havde mit problem nok allerede været løst i den første skoletid.

Tænker også på alle de år jeg er gået glip af alt det som mine venner gik til, for eksempel spejder, fordi jeg så dårligt. Jeg kunne ikke læse og se de tegninger som viste de ting vi skulle lave. Så der var jeg kun med meget kort tid. Også når jeg var på lejrskole og de andre aktiviteter og oplevelser, som skolen ellers gav os børn, og der var også noget dengang der hed Skole Bio, som jeg heller ikke fik det fulde udbytte af.

Ny optiker, og nye briller!

´Dette, når min mor sagde at det nu var tid til nye briller, var også en ganske ubehagelig oplevelse, hver gang at blive beordret til optikeren og så til ny synsprøve Her dukkede min dårlige samvittighed op, at jeg ikke brugte dem i skolen. Og så selve synsprøven, hvor jeg ikke kunne snyde nogen med hensyn til mit syn, og igen skulle høre på at optikeren fortælle min mor og mig, hvor vigtigt at det var for mig at jeg brugte de briller, det var ligesom at jeg lukkede helt af, og jeg håbede også denne gang på at min mor endnu en gang overhørte hvad han sagde, og det tror jeg at hun virkeligt gjorde. Men inderst inde tror jeg at jeg selv, var ved at forstå nødvendigheden af at skulle bruge dem. Men jeg troede også selv på, at min verden ville her have været faldet totalt sammen, hvis jeg pludselig havde fået besked på nu skulle jeg beholde de nye på, og gå med dem fremover. Jeg følte virkeligt at dette ville være en frygtelig hård straf for mig, og var nu nået til, at det havde været meget bedre for mig, hvis jeg var blevet tvunget til at bruge dem, den første dag jeg fik briller.

Herefter tænkte jeg at næste gang jeg blev tvunget til at skulle have nye igen, så skulle det foregå hos en anden optiker, det kunne jo være, at dette så ville blive bedre for mig i forbindelse med synsprøven. Da den dag så kom, fik jeg overtalt min mor til at det skulle foregå hos optikeren i Herlev, tæt på hendes arbejde. Så mine gamle briller blev lagt i min mors taske og så afsted. Min mor gik altid til arbejde også når hun skulle handle i Herlev, og jeg trak min cykel med dertil. Og her var min mor kun med til at vælge de nye og afleverede så mine gamle briller til optikeren. Valget blev til helt brune rektangulære, i stedet for runde, lidt mere en junior/voksen model, og så tog hun videre på arbejde.

Synstesten klarede optikeren og jeg selv. Her blev det samme resultat, dog med en stigning af styrken, og jeg måtte jo nu erkende at det var helt korrekt. Han fortalte mig her, at mit syn i hvert fald ikke blev bedre af, at jeg ikke gik med dem på hver dag. Han sagde også at han ikke kunne forstå at jeg ikke havde dem på, da jeg kom sammen med min mor, for de briller skulle jeg da gå med på! Og så spurgte han mig om hvornår at jeg havde fået de første?  Jeg måtte jo erkende at det var nok ca. 5 - 6 år siden. Så sagde han til mig, at jeg skulle tage dem på, allerede nu med det samme, indtil at jeg kunne hente de nye for det var jo helt galt uden. Men hertil svarede jeg, at det ville jeg vente med, indtil at jeg kunne få de nye. Det forstod han ikke ” og sagde ” men jo før jo bedre for din egen skyld, og at det var altså ikke så slemt at gå med dem på, og så sagde han at han ville bestille glassene med det samme, så jeg kunne få dem så hurtigt som muligt, ”så du kan hente dem om en uge lige efter middag”! Jeg fortalte ham så ”løgnen”, at jeg jo kun havde brugt brillerne i timerne på skolen, så det skulle jeg jo også lige vænne mig til tanken om at skulle gå med dem nu, og lagde dem tøvende tilbage i brilleetuiet. Som jeg husker det, havde jeg allermest lyst til lige her, at tage dem på med det samme. For han havde virkelig fået fortalt mig, hvor alvorligt og vigtigt det var for mig, at jeg skulle bruge dem nu. Men nej, når min mor og jeg så skulle hente de nye, så var jeg jo også nødt til at have dem på igen når brillerne skulle hentes, og så var jeg jo samtidig nødt til at beholde dem på indtil da. Eller skulle jeg bare fortælle alt om hvad optikeren havde sagt til mig derhjemme? Alt dette kunne jeg slet ikke beslutte mig til, og heller ikke helt overskue sådan lige på stående fod, for jeg var noget rystet!

” Tænk hvis min mor havde været der, og selv havde hørt det han fortalte mig, så havde det været overstået allerede nu, og det kan da godt være at jeg havde fået frist indtil, at de nye briller skulle hentes med at tage dem på, men så havde det været bestemt! Og der var jo nok hjemme blevet talt om, at jeg i den kommende uge skulle til at gå med dem på fra nu af. Måske havde mine forældre allerede bedt mig om at tage mine nuværende på, når jeg var hjemme i vores lejlighed. For nu kunne jeg jo godt begynde at øve mig, med at have dem på indtil at vi skulle hente de nye!

Jeg kunne egentligt også godt se mig selv den dag, da de nye briller skulle hentes, at så kunne jeg ligeså godt beholde mine gamle på, når vi tog afsted til Herlev, for nu var det jo afgjort, og der var ingen vej tilbage uden dem, når vi kom hjem igen. Forskellen var nu ikke andet end, at det var helt nye briller som jeg nu havde på, og de ikke måtte tages af før at jeg skulle i seng om aftenen, og så var det på igen den næste morgen, og sådan blev det nu hver dag fremover! Det havde jo været rigtig godt for mig, her først i sommerferien! ”

Samtidig var det nok den første gang at jeg glædede mig lidt, og så da også frem til at jeg skulle hente de nye! Jeg fik lige fortalt min mor at de var færdige om en uge og kunne så hentes om eftermiddagen. Tror også at jeg var ved at være tæt på, hvis vi der hjemme havde fået talt om det, og jeg var blevet påvirket og presset bare lidt af mine forældre, til at tage de nye briller på, når min mor og jeg skulle hente dem hos optikeren, ja så var det sket! – Men de vidste jo ikke hvad optikeren havde fortalt mig så jeg hørte selvfølgelig intet om det! – ja og tiden nærmede sig og jeg tænkte mere og mere på, at denne gang klarede jeg ikke frisag, og jeg ikke slap for at gå med dem på denne gang, og jeg havde faktisk indstillet mig selv på at det nok blev sådan, når min mor fik den samme historie af optikeren.- Men da dagen kom, hvor de skulle hentes, sagde min mor pludselig til mig ” at hun skulle på arbejde hele den dag, da hendes kollega som hun delte arbejdsdagen med var blevet syg, så brillerne kan du da selv hente i eftermiddag ! og så får du penge med til at betale med. Eller vi kunne jo også udsætte det til en anden dag ?, så hun kunne være med til det! Men her mente jeg, at det kunne jeg nok klare selv”. Puh ha, det var tæt på, tænkte jeg. - Nu var valget pludseligt helt mit eget! ” Frygteligt”!

Jeg følte mig i første omgang virkelig heldig, men samtidig også meget usikker. Men tog så alene afsted mod Herlev på cykel for at hente dem. Igen tænkte jeg på, at så kunne jeg jo godt have beholdt mine briller på efter synsprøven ugen før, og så tage dem på igen, lige uden for butikken inden jeg gik ind! Men jeg undlod helt at tage dem med. Da han havde tilpasset de nye til mig, sagde han, som forventet at” Vi to har jo en aftale om dem skal du selvfølgelig beholde på, fra nu af, for nu går den ikke længere ”, han sagde samtidig at de var rigtig pæne til mig, og at jeg ville blive rigtig glad for at gå med dem på fremover. For som han sagde, ” kunne han simpelthen ikke forstå, at jeg havde kunne klare mig tidligere, uden dem i daglig dagen. Jeg svarede at det var dejligt at få dem på og samtidig kunne se ordentligt, og at jeg skulle nok beholde dem på fra nu. Selv om at jeg inderst inde godt nok syntes at det blev svært for mig at skulle det, ”når det nu kun var optikeren og jeg der vidste dette”, jo, det var meget fristende for mig, at vælge den nemme løsning, der lå først for, ved ikke at fortælle noget som helst der hjemme om hvad jeg havde oplevet hos optikeren. Jo det var vigtigt for mig at beholde brillerne på nu!

Ja og her havde jeg nu selv valgt optikeren, og jeg var igen noget rystet over at det var så tæt på, at jeg skulle have forladt optikeren med briller på, uden der var nogen anden udvej, ”og heldigt” eller, var det? at min mor ikke var med til at hente de nye briller, eller var med til selve synstesten. For med den helt klare udtalelse fra optikeren, havde han selvfølgelig fået fortalt min mor, at mit syn havde ændret sig markant siden besøget første gang hos øjenlægen, så hun nu måtte forstå at jeg skulle bruge de briller fra nu af, eller rettere sagt, skulle været startet med det for flere år siden. Det havde jo været et rigtigt godt tidspunkt for mig nu. Selv om det nok ville have været lidt svært for mig at forstå og acceptere med det første. Efter sommerferien skulle jeg jo starte på en ny skole, og det havde jo været helt perfekt, at jeg havde brugt sommeren med de nye briller på som tilvænning, og så startet der først i august, og blandt helt nye skolekammerater. Samt det at det var ved at være ferietid og mange af mine kammerater var og skulle på ferie, og vi skulle jo også selv af sted.

Jeg måtte jo samtidig erkende at det var dejligt nok, at kunne se rigtigt godt med de nye på, for alt inde i butikken var ligesom mere klart, også bedre end med de gamle briller på, som jeg huskede det! Og jeg tænkte da også på at nu skulle jeg beholde dem på til jeg kom hjem og efterfølgende, for som jeg tænkte var det jo nok det bedste for mig. Men da jeg gik ud af døren fra optikeren og skulle have min cykel, kom tvivlen. Jeg syntes samtidig da jeg kom ud derfra, at alt virkede så frygtelig stort udenfor, og mine ben begyndte nu at ryste under mig, lige som 6 år tidligere da jeg forlod optikeren i Husum. Jeg frygtede også, at jeg nu kom til at møde nogen hjemmefra som jeg kendte. Det kunne jeg slet ikke overskue, samt det at jeg skulle cykle forbi der hvor min mor arbejdede, og tænk hvis hun så mig med dem på, ja så havde jeg været nødt til at fortsætte med at have dem på når hun kom hjem, og hvad ville hun så sige til det, når hun så kom hjem fra arbejde, og så mig med dem på. Eller hvis jeg nu havde fortrudt og taget dem af igen? (Men det var jo optikeren der havde sagt at jeg skulle gå med dem på nu) Men alt det var fuldstændigt uoverskueligt for mig. Ja, her havde jeg virkelig brug for støtte og hjælp til at træffe den rigtige beslutning, så der ikke havde været nogen vej tilbage! Jeg beholdte dem kun på, indtil at jeg var nået et lille stykke vej væk fra butikken, og så af med dem igen.  Ja, jeg ved godt at jeg valgte forkert, og igen fik jeg udsat det at tage dem på. Men da jeg kom hjem derfra, tog jeg dem dog alligevel straks på igen, og   samtidig med at jeg prøvede mine gamle briller, og fandt nu ud af, at de nye var væsentlig bedre at se med, så dem beholdte jeg på lige indtil, at min mor satte nøglen i hoveddøren. ” Og jeg fortalte samtidig mig selv, flere gange, at jeg nu var nødt til at beholde dem på, og det ikke gik uden dem, samt at jeg var nødt til at fortælle hvad optikeren havde sagt til mig ”! Men jeg måtte tage dem af igen og lægge dem tilbage i skrivebord skuffen, jeg kunne simpelt hen ikke beholde dem på. Igen, fortalte jeg intet til mine forældre om, alt det, optikeren havde fortalt mig, om at jeg nu skulle, til at gå med de nye briller på! Selv om min mor spurgte om de nye var pæne, og her til svarede jeg bare, ja fine, og ikke mere snak om dem, ja og stadig ingen snak om dem da min far kom hjem.

Mærkeligt med al den tavshed og de få ord omkring mine briller!

Eller var det bare mig, fordi jeg svarede i en stavelses ord?

Ak, ja, havde jeg dog bare fået fortalt min mor, hvad optikeren havde sagt, og beholdt dem på, og vist mig for hende med de nye briller på, og hvad havde hun egentligt sagt til dette? Måske at de var pæne, og dem var jeg jo nødt til beholde på fremover! Ja, så havde jeg også haft dem på når min far kom hjem, – ja og min far, han havde nok sagt det samme. ”så er det sådan, og så dem beholder du bare på fremover”! Men tanken om at fortælle dette, fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig af frygt.

Det bedste der kunne være sket for mig den dag og den kommende fremtid, havde jo været at hvis min mor var taget med til optikeren, for at hente de nye briller, og haft tid, eller taget sig tid til, at overvære den synsprøve som jeg selv måtte klare! Eller hun kunne jo også bare have sagt at vi mødes 16:30 hos optikeren, for hun havde fri kl. ca. 16. og så havde jeg ikke sluppet udenom Jeg kunne jo også bare have gjort som optikeren bad mig om efter synsprøven, at beholde mine gamle briller på, og derefter tage hjem og fortælle sandheden om, at det var jo nødvendigt nu, for mig at gå med dem på fremover.

Ja så havde det allerede været overstået en gang for alle.

Utroligt at jeg ustandselig kunne holde til, at udsætte, de for mig ubehagelige beslutninger omkring de briller, igen og igen, og så, i så lang tid!

Og hvorfor var jeg bange for at have, eller tage mine briller på når mine forældre og andre var tilstede?

Ja og hvorfor var mine forældre så fåmælt omkring mine briller?

Eller var det også mine venner naboer og familie jeg frygtede at møde med dem på?

Og som jeg voksede op, så blev det mere og mere vanskeligt for mig at tage dem på!

Det er egentligt også utroligt, at udefra kommende tilfældigheder kan have så afgørende påvirkninger for ens liv og fremtid, her tænker jeg på at min mors kollega som blev syg, lige den ”vigtige” dag da vi skulle hente de nye hos Optikeren.

De efterfølgende besøg hos optikeren fik jeg nu lov til at foretage alene, og tog nu hver gang mine briller på lige uden for butikken inden jeg gik ind, og hørte aldrig mere fra ham om det, og jeg tror ikke at han tvivlede på, andet end, at jeg nu gik med dem på nu, og han spurgte altid om jeg stadig var glad for at gå med mine briller på? ” For det var du jo meget længe om at få dig taget sammen til ” Og jeg forsatte med at lyve omkring mit brug af dem!

”Jo det var jeg meget glad for efterhånden, da jeg havde vænnet mig til det, svarede jeg”. Og når styrken steg, bad han mig komme igen, til en halvårs kontrol, og det gjorde jeg så, forsat de efterfølgende par år. Men som tiden gik, og brugte stadig ikke brillerne!  Efterfølgende kunne jeg egentlig godt lide at få foretaget synsprøve også spontant hos andre optiker forretninger af og til, når jeg cyklede rundt i en anden bydel med dem på, det var nok mest det at få bekræftet resultatet af styrken i mine briller, var den som optikeren i Herlev også fandt frem til.

Skole skift, og tankerne.

Efter at jeg var stoppet på Katolsk Central Skole, efter 5. klasse og skulle skifte skole.  Der først i sommerferien, var jeg blevet inviteret til fødselsdag i Bellahøj, hos en skolekammerat, hvor vi alle skulle mødtes i deres hus på Utterslev Torv, til sodavand samt alt tilbehør, og så derefter skulle vi i biografen og se en film. Jeg er helt sikker på som jeg husker det, at det var en Paw film, og vi tog herefter i samlet flok til Palads teateret.

Da jeg sad alene i sporvognen på vej til denne fødselsdag tænkte jeg (her 12 år gammel, og jeg havde taget mine nye briller med, for jeg havde tænkt på at afprøve dem i biografen). Der var 2 mere, en dreng og en pige i vores klasse som også havde fået briller og gik med dem, inden for de sidste par år. I den forbindelse havde jeg da også tænkt på at tage mine op af tasken og tage dem på, men nej de blev stadig der. Så nu tænkte jeg også på, hvad optikeren i Herlev havde sagt til mig. Her fik jeg pludselig lyst til at prøve, og jeg syntes samtidig at jeg her havde jeg en rigtig god lejlighed til at tage dem på inden jeg kom til fødselsdagen, og jeg var egentlig også selv lidt glad for dem, og ville så beholde dem på under hele fødselsdagen og biografture. Ja og måske også bagefter når jeg kom hjem igen, hvis det gik godt, for igen Optikeren havde sat sine spor med sin tale.

Det var også ligesom en indre spontan lyst til at vise mig for nogen jeg kendte med dem på tog over, og her var jeg ikke så nervøs for at skulle møde, mine kammerater igen efter ferien på skolen og blive konfronteret omkring mit behov for at bruge briller, for der kom jeg jo ikke mere. Og mine skolekammerater kom heller ikke hos mig, der hvor jeg boede. Ja og nu kunne jeg omkostnings frit bare fortælle, at jeg nu skulle gå med dem fremover.

Selv om jeg måske godt vidste at det blev svært for mig at tage dem på, og gå med dem hver dag. Men jeg tænkte alligevel også på, at når jeg efter sommerferien skulle starte på den nye skole, var jeg jo nok tvunget til at bruge dem i timerne, eller var det nu at jeg skulle tage dem på, og beholde dem på fra nu? Ja, der fløj rigtig mange tanker omkring de briller rundt i mit hoved, siden den dag jeg hentede de nye briller, om alt det som optikeren havde sagt til mig, og jo det var jo også egentligt behageligt nok at have dem på, så jeg kunne se det at jeg havde lyst til; men det at det var jo en endegyldig beslutning! Og var jeg så begyndt at gå med dem, så kunne jeg ikke sådan bare tage dem af igen, det så jeg at andre der fik briller aldrig gjorde! Alt dette fyldte voldsomt meget dengang, ja og selvfølgelig også efterfølgende. Men jeg havde samtidig virkelig en indre tro på, at det med at bruge briller måske ville skade mig helt vildt og forfølge mig altid.

Men ca. et par hundrede meter før huset ved Gadekæret, hvor vi skulle mødes, tog jeg så for første gang brillerne på, hvor jeg skulle møde nogle jeg kendte. Jeg nød egentligt også følelsen og spændingen ved både det med at tage dem på, og samtidig at beholde dem på, da jeg kom dertil, syntes jeg også at det gik nogenlunde; men i hvert fald dejligt nok at kunne se normalt. Ja alt var stort og klart, og der kom da også en del dumme kommentarer fra mine skolekammerater, og mest fra drengene, alt dette bed jeg i mig, og jeg var lidt stolt af mig selv over mit mod, selv om at jeg også svedte noget.

Jo, jeg husker at moderen prøvede at dæmpe dem lidt ned, og hun sagde til mig at de var pæne, og at det klædte mig med briller, Hun spurgte mig om jeg lige havde fået dem, og om de var helt nye? Jeg svarede at de kun var nogle få dage gamle og at det var lidt hårdt sådan lige pludselig at tage briller på og så gå med dem på, men at det måtte jeg jo vende mig til! Men ganske godt at kunne se normalt med dem på. Nogle af mine kammerater syntes da også at, og tilkendegav at det var helt ok, at jeg ”nu” gik med briller, og de var pæne til mig.

Alt i alt, var det ikke så slemt, og det varede ikke ret længe med interessen for mig og mine briller, for det var jo ham der havde fødselsdag det drejede sig om.

Men det jeg husker var, at turen ind til byen til Paladsbiografen, hvor vi tog sammen afsted i sporvogn dertil. ”Utroligt så hurtigt at jeg glemte at jeg havde dem på. ” På den tur, havde nu totalt glemt at jeg havde dem på, og at der måske var en risiko for at møde nogen jeg kendte på vejen dertil, og ikke mindst inde i biografen, og det føltes dejligt nok med dem på. Men det skete ikke, så hvidt jeg ved, men mest var det at, da vi var nået ind i biografsalen og sad der, ja, det var dejligt at se reklamer og ikke mindst at se filmen, og tænkte næsten heller ikke på at jeg havde brillerne på da vi gik ud af biografens mørke igen. Men tanken kom, og igen angsten, da vi nåede ud til indgangen og for pladsen, om jeg her ville møde nogle udenfor som jeg kendte hjemmefra, eller nogle fra min familie. Her fik jeg allermest lyst til at tage dem af, men jeg syntes selv at det ville være et nederlag for mig, at tage dem af nu, da jeg havde klaret det, at have dem på hele eftermiddagen, og jeg følte det egentligt rigtig godt inden i mig selv og nød igen spændingen, ved at beholde dem på, og jeg tror også at jeg alligevel syntes at det var lige meget nu!

Uden for biografen sagde vi så farvel til hinanden, og tak for en god dag, og her var der slet ikke mere snak om mine briller, og derefter tog vi så hjem hver for sig. Jeg beholdte dem på indtil jeg kom til Husum Station,  da jeg var kommet op ad trappen til Islevhus Vej, og jeg husker stadig at jeg havde det dejligt med at have dem på den dag, så jeg kunne næsten ikke tage dem af igen, og beholdte dem da også på til at jeg var nået igennem stisystemet bag om til hvor November Vej møder Fredriksunds Vej,  men var stadig noget nervøs for at møde nogen jeg kendte, både i toget og på vej helt hjem, men jeg havde valgt den togvogn der var længst fra udgangen, når det standsede, og derved var muligheden mindre for at møde nogle der på vej ud og op ad trappen. Jo det var en rigtig god og eksotisk oplevelse…… Ja, igen tænkte jeg meget på, om at jeg nu skulle beholde dem på til at jeg kom helt hjem, for det var jo egentlig ikke så slemt at have dem på, og jeg tænkte også, at det jo så hurtigt blev en vane for mig, at have dem på, og samtidig meget afslappende at kunne se alt omkring mig. Og samtidig havde jeg aldrig været så tæt på vores hjem med dem på før! men nej……

Hvad ville min mor dog sige til det?

Jeg kunne jo bare have fortalt, at jeg havde beholdt dem på, og glemt at tage dem af efter biografbesøget, og at det egentligt var meget rart at have dem på! Og så fortalt hvad optikeren havde fortalt mig nogle dage forinden om hvor nødvendigt det var at bruge dem. Og min lejekammerat, et par opgange fra os, havde gået med sine briller på fra den første dag han fik dem. Så det var jeg altså også nødt til nu! Men nej, og igen NEJ! - Men det var jo det jeg skulle have gjort. Det havde været perfekt i ferietiden, og med 5-6 uger til nyt skoleforløb!

Jo, hvor svært skulle det dog være?

Der var dog alligevel noget i mig, som trak hen i mod at jeg skulle, og at jeg havde en indre lyst til at bruge dem nu! Jeg brugte dem hver dag når at min mor var taget på arbejde indtil at hun kom hjem igen. Hvis jeg gik ned og tog en cykeltur, ja så var det selvfølgelig uden briller. Men lysten til at tage dem på var måske ikke helt stor nok endnu, men alligevel tog jeg dem nogle gange med på cykelturen og tog dem så på når jeg var kommet et godt stykke væk, fra hvor vi boede.

 Da vi kort tid efter tog på 14 dages sommerferie til Hvide Sande ved Esbjerg på telttur, samt et Kro ophold på Nordfyn, hos noget familie. Her havde jeg også pakket brillerne med i min taske. Og min tanke med det var, at jeg ville prøve her at tage dem på et passende tidspunkt. Jeg havde lagt dem øverst i min taske i brilleetuiet! De lå jo næsten ellers altid skjult i min skoletaske eller i min skrivebords skuffe der hjemme. Husker at jeg en dag tog dem ud af etuiet, så at de nu igen lå øverst og skinnede meget i øjenfaldende. Ja nu kunne de også let falde ud af tasken.  Og det kunne jo så være at mine forældre ville få øje på dem der inde i teltet, og at de måske kom i tanke om at jeg ikke skulle prøve at tage dem på, ja for jeg drømte om, og troede og håbede virkeligt på, at de ville sige til mig her, at jeg skulle tage dem på, og samtidig kunne de jo se mig med dem på. For det havde de aldrig gjort før! Jo, kun min mor, meget kort hos optikeren. Og så skulle jeg heller ikke tænke så meget på om vi mødte nogle vi kendte, der så langt hjemmefra. Samt familien vi skulle besøge på kroen på Nordfyn, var jo ældre mennesker som jeg ikke var så nevøs for at møde med dem på. Og så kunne jeg måske ” komme til ” at beholde dem på indtil at vi kom hjem igen – det havde været dejligt! Og så havde jeg været klar til skolestart i den nye skole!

Jeg kunne også selv have taget initernitivet til tage dem på, når jeg skulle se i et blad, og så komme til at beholde dem på efterfølgende og ”glemme” at tage dem af igen og gå rundt udenfor teltet, og så se om at mine forældre opdagede at jeg havde dem på! Så havde de måske sagt at det klædte mig med brillerne på, så dem syntes de at jeg skulle beholde på – Men nej dette kunne jeg slet ikke få mig selv til, og slet ikke af egen fri vilje, - bare det at tage dem på i mine forældres nærvær, det var for meget for mig, og helt udelukket!

Jeg tror i bund og grund at det at frygtede mest, var at jeg hvis jeg tog brillerne på én gang, ja så var der ingen vej tilbage uden dem på fremover, og dette var jo nok virkeligheden, så dette kunne jeg ikke selv overskue som en dreng på 12 år gammel, og jeg var jo stadig helt alene omkring dette!

Men var jeg blevet beordret til at tage dem på, kunne jeg jo ikke sige noget til det, og kun gøre dette, for jeg havde jo rigeligt brug for dem hele tiden!

Da vi kom hjem efter ferien fortsatte jeg igen, de sidste par uger af ferien med at tage dem på hjemme når min mor tog på arbejde, ligesom før ferien. Jeg blev mere modig med at lægge mine briller helt synligt på mit skrivebord, og jeg fik også den tanke at jeg kunne komme til at efterlade dem ude på badeværelset på hylden under spejlet. Men det blev dog kun ved tanken! Ja for jeg håbede stadig på at mine forældre ville få øje på dem, og bede mig om at tage dem på. Da mine kammerater så efterhånden vendte tilbage fra ferie, så var det slut med at de lå fremme på skrivebordet om dagen! Så om aftenen blev de lagt frem igen, så de var klar til næste morgen.

Jeg manglede i virkeligheden stadig en intens opbakning, og kun et skub fra mine forældre her ca. midtvejs i mit skoleforløb til at få mig til at bruge de briller nu, godt nok noget sent, men de var jo var så nødvendige for mig.

Ja bare det at de havde sagt nogle gange ” prøv dog at tage dine briller på, og hvorfor ser vi dig aldrig med dem på? ”Ja og i flere år læste min mor tekster højt fra TV skærmen. Jeg sagde at jeg ikke kunne nå at læse teksten så hurtigt, men i realiteten var det, at jeg ikke kunne se teksten ordentligt. Dette må mine forældre da også have registreret og gennemskuet? Ja mine forældre skulle jo her på det tidspunkt have fortalt mig, ”at jeg nu skulle tage mine briller på og prøve om det ikke var bedre med dem på” – og det havde det helt sikkert været! Og nu havde jeg nok fået overvundet dette, at have dem på når min mor og far var i stuen, så havde jeg nok hurtigt fundet modet frem til på at beholde dem på noget mere.

Men endnu en gang, nej, det skete heller ikke…. Sådan forløb de 7 ugers sommerferie med nye briller, og de var hele tiden i mine tanker.

Og stadig ingen fremskridt med hensyn til at tage dem på!

Startede så efter sommerferien, på den ny skole (Mørkhøj Skole) meget tæt på hvor vi boede i 6. klasse. Som jeg tidligere havde tænkt meget på, så var det nu, at det skulle være en ny start! Og efter mit lille forsøg til fødselsdagen i sommerferien med brillerne på, med den relative gode oplevelse for mig, så ville jeg helt sikkert starte med at bruge dem i timerne, og jeg drømte da også om, at jeg havde mine briller på i skolen den sidste nat inden jeg skulle starte der. Men da jeg så sad der, uden dem på. Uha da, her kendte jeg næsten alle i klassen fra den vej vi boede på, og de skulle da ikke se mig med briller på. Jeg forsøgte også en enkelt gang at række min arm ned i skoletasken og tage fat i brilleetuiet, men det blev ved det ene forsøg den dag. Det blev til rigtig mange forsøg efterfølgende men med samme resultat. Så de blev stadig liggende ubrugt i min skoletaske, som de tidligere havde gjort. Ja, og jeg husker at jeg skulle rejse mig op at fortælle som de andre nye i klassen, hvilken skole at jeg kom fra, og hvor jeg boede!

Her tænker jeg igen helt klart tilbage på, hvor smart det havde været, hvis jeg havde haft mine briller på i sommerferien og fortsat med det. Eller taget dem på da jeg cyklede hjemmefra den første dag som jeg drømte om natten før jeg skulle starte der. Ja så havde alt været og blevet meget nemmere for mig efterfølgende, men jeg havde godt nok været ”ham med brillerne” for jeg var den eneste i klassen, da jeg kom der, som havde briller (ja, hvis jeg havde haft dem på), men jeg tror selvfølgelig helt sikkert nu, at det var gået meget bedre for mig alligevel!

Jeg lagde altid mærke til, hvis der lige pludselig var nogen andre i skolegården, der begyndte at bruge briller. Det var ligesom at dette tiltrak mig, og jeg tænkte at bare det var mig der turde det.

Et par uger efter skolestart på den nye skole, var der 2 piger fra vores klasse der også begyndte at bruge briller som læsebriller, her fortalte klasselæreren os alle, at dem skulle de bruge for at kunne se bogstaverne i bøger og det der blev skrevet på tavlen klart. De blev så bedt om at rejse sig, og gå hen til tavlen så vi alle kunne se dem med deres briller på. Der var ingen af os kammerater der kommenterede eller talte om dette efterfølgende.

Og der sad jeg og tænkte at jeg jo havde jo også mine briller i min skoletaske, men de skulle i hvert fald ikke op den dag. Måske i morgen tænkte jeg. Jeg følte hele tiden at jeg blev pustet i nakken omkring de briller, men det fik mig alligevel ikke til at tage dem på. Ikke særlig lang tid efter gik de begge med deres briller på hele tiden. Efter dette havde jeg egentligt ofte den tanke om at fortælle klasselæreren at jeg også behøvede briller og at jeg havde dem i min taske. Men det fik jeg  aldrig gjort, og de kom stadig ikke op af tasken, jeg tror i virkeligheden at jeg simpelt hen ikke turde fortælle læreren det, og så skulle tage dem på.

Dette gjorde også her at jeg konstant havde dårlig samvittighed i hele min skoletid.

Skolelægens, sygeplejerskens synsprøve fik jeg flere gange snydt mig fra, og nogle gange gik jeg af mig selv med mine briller i bukselommen, alene ind til sygeplejersken og sagde at jeg ikke havde fået taget syns prøven sammen med de andre elever fra klassen og tog så lige brillerne på, og hun pegede så på et par bogstaver og så var det klaret og fint, og ud igen, det gik godt hver gang, og så var det noteret... Sådan snød jeg mig igennem denne test dengang.

Forældremøder, Mørkhøj Skole.

Jeg husker også helt klart også, at hver gang min mor og far  tog til forældremøde på Mørkhøj Skole, i mens jeg sad der hjemme, og jeg gik tidligt i seng, og her så jeg hele scenariet for mig, med at når min mor og far kom hjem, når de havde talt med lærerne om at jeg måske  behøvede briller, og her havde de nu opdaget, at jeg aldrig havde brugt dem i skolen, og det var derfor at jeg havde det svært der, og når de så kom hjem var de meget vrede og skuffet over at jeg ikke brugte mine briller, når  jeg nu ellers havde sagt ja til, at det gjorde jeg, de få gange at min mor havde spurgt mig. De var nu nødt til at tvinge mig til at tage mine briller på, allerede fra den næste morgen, når de ikke kunne stole på mig. Men det gjorde de ikke.

Eller ja, så kunne jeg næsten høre og se min klasselærer (i søvne) den næste skoledag, komme hen til mit skolebord og sige så højt, så alle mine klassekammerater også kunne   høre det, at nu skulle jeg tage mine briller på som jeg havde i min skoletaske og gå til tavlen, så alle kunne se mig med dem på. For det havde mine forældre aftalt med hende ”Ja, men så herefter, havde mine trængsler så været slut”. Det var virkelig et mareridt for mig, men jeg hørte ikke en lyd, da de kom hjem, og heller ikke den næste dag i skolen! Andet end at jeg var en flink rar og høflig dreng, der havde lidt svært ved at læse og talbehandling.

Det at vise mig med briller på, for nogen som jeg kendte lidt, blev en ny passion for mig.

Jeg kunne godt lide at cykle alene til en anden del af byen når jeg havde fri fra skolen, (Brønshøj og Fælledvej kvarteret på Nørrebro) engang imellem, og så tage mine briller på der. Og gå rundt med dem på. Ja specielt i det område hvor jeg var startet, med at gå i skole, og gå ind i skolegården, samt der hvor mine tidligere skolekammerater boede. Ja, og spændingen ved at jeg igen skulle møde dem som jeg kendte derfra igen. Denne spænding fascinerede mig helt vildt, for at vise mig med brillerne på for dem. Det skete da også at jeg mødte nogle af mine tidligere skolekammerater, også fra parallel klassen, som synes at det var underligt at se mig med briller på. Selv også dem som havde mødt mig til fødselsdagen, hvor jeg jo også havde dem på.

Det havde jeg det rigtig godt med. Og det var ligesom det at jeg søgte at vise mig for flere med brillerne på for nogen som jeg kendte, mere periferisk. Jeg tænkte også at, hvis jeg havde fortsat på den skole, så havde jeg nu gået med dem på, og jeg havde ikke haft alle de problemer længere, men havde jeg så taget dem på til fødselsdagen? Måske, måske ikke!

Når jeg skulle til tandlægen, da jeg selv kunne cykle derhen, tog jeg mine briller på i opgangen inden jeg gik ind, og dette handlede også om spændingen ved om der var nogen jeg mødte eller kendte nogen i venteværelset.

Jeg viste jo egentlig godt at jeg var nød til at tage brillerne på hver gang efterfølgende, når jeg kom til tandlægen. For hvis jeg lige pludselig igen kom uden, hvad ville han så sige til det?  Og bagefter tænkte jeg, bare nu ikke tandlægen eller damen der tog i mod, skulle fortælle min far og mor, at jeg havde fået briller… Men det hørte jeg aldrig noget om. Dem som vi kendte der hvor vi boede, brugte en anden tandlæge som var beliggende meget tæt på vores kvarter, ellers havde jeg nok ikke gjort det.

Det samme skete når jeg skulle klippes hos frisøren, som også lå et godt stykke vej fra hvor vi boede, så på med brillerne udenfor, og så en dejlig fornemmelse med at få taget dem af, og han lagde dem foran på bordet, når jeg var blevet sat i stolen, og så klipningen og så når frisøren igen satte mine briller på igen, når han var færdig og tog sit runde spejl og gik om bag mig, og spurgte så om det var ok og om jeg var tilfreds med klipningen… Det var stort for mig, betale, og ud igen af salonen og af med brillerne... og så hjem.

Det blev også en gang imellem til en cykeltur til optikeren i Herlev og få strammet skruerne i hængsler og rettet brillerne, og så videre ud på den anden side af Herlev mod Ballerup. Der var så en bagvej tilbage mod der hvor vi boede, og igen tænkte jeg meget på at beholde dem på, men som sædvanlig blev de taget af inden jeg nåede ind i ”risiko zonen” for at møde nogle jeg kendte.

Det gav mig et kick, hver gang jeg cyklede et sted hen og tog mine briller på. Ud over dette følte jeg at jeg havde trodset og udfordret mig selv, og igen var det min helt egen hemmelighed, helt for mig selv, og det gav mig samtidig en indre tilfredsstillelse.

Jeg levede faktisk et dobbelt liv i hele min skoletid, et med briller på skjult, og et uden.

Første rigtige tiltag til at bruge mine briller.

Efter start i den nye skole og de nye briller, Ja, først og mest den nye optikers klare tale, og med mine forsøg i erindringen, sammen med mine tidligere skolekammerater i sommerferien samt andre oplevelser med dem på hjemme og på mine cykelture, havde jeg planlagt at skulle på efterårsferie hos min farmor i provinsen.

Jeg selv planlagt at jeg selv skulle tage toget alene derud, og her så blive hentet af min farmor på Stationen. Og så bus resten af vejen.

Her havde jeg tænkt og taget den beslutning, at jeg ville tage mine briller på i toget, og så beholde dem på hele ugen.

For nu skulle det være!

I denne ferie ville jeg prøve hvordan at det ville føles at gå med dem på hele tiden. Ja, og prøve det at vågne om morgenen og tage dem på, og så igen når jeg skulle i seng om aftenen og så lægge dem på natbordet, lige klar til næste morgen. Hvis jeg syntes at det gik godt, så ville jeg så starte i skolen efter ferien med dem på. Jeg havde indset at jeg aldrig fik taget mig sammen til at kun bruge eller tage dem på i timerne på skolen, ja, og samtidig det at slippe af med det ”spøgelse” jeg havde i min skoletaske.

Dette var en rigtig stor beslutning, efter at de havde ligget i min skoletaske siden den anden skoledag. Jeg havde længe følt mig mere og mere presset til at bruge dem, særligt efter at jeg skiftede til Mørkhøj Skole!

Især da det blev mørkt i vejret og det kunstige lys slet ikke kunne give mig lys nok til at se med, samt det at mine briller fra sommerferien var jo blevet stærkere i styrken, som heller ikke gjorde det bedre uden dem. Og her dømte jeg om, at alt mit besvær nu ville slutte herefter.

Jo, jeg havde truffet beslutningen!

Her skulle jeg selvfølgelig bare have fortalt min mor på vejen indtil Hovedbanegården, at jeg var nødt til at prøve at gå med mine briller på nu. Først fordi, alt det Optikeren i Herlev havde sagt til mig i sommerferien, samt det var nødvendigt for mig at bruge dem nu.  Det gav mig samtidig også problemer uden for skoletiden. For hun troende vel på, at jeg stadig brugte dem i timerne på skolen?

Og jeg kunne så fortælle som det jo var, at mine briller var steget flere gange i styrken siden besøget hos øjenlægen for 5-6 år siden, at det nu var. nødvendigt for mig at prøve at tage dem på!

Men jeg følte at det ville jo afskære mig fra det, hvis fortrød at bruge dem, for så havde der ikke været nogen vej tilbage uden bagefter! 

Men så skulle jeg ikke tænke på, hvad mine forældre så ville sige, når de igen kom den efterfølgende søndag, for at hente mig hjem. Så kunne jeg jo bare svare at det var gået rigtigt godt, og så fortsætte med at beholde dem på. Men jeg havde bare så svært ved at overskue det problem, alene og uden opbakning fra nogen omkring mig!

Så intet blev fortalt.  

Husker at min mor fulgte mig til Hovedbanegården, lørdag først på eftermiddagen efter skole, og vi fandt det tog jeg skulle med.

Vinke farvel, jo og lige så snart at toget havde sat i gang og næsten ikke forladt perronen, tog jeg dem på. Og jeg tænkte nu, at næste gang jeg så min mor og far, så havde jeg brillerne på, den tanke var lidt grænseoverskridende for mig, men tænkte alligevel at ville være dejligt, at slippe af med alle mine problemer og tanker om briller. Og der var jo også uendelig lang tid til at jeg skulle hjem igen….

Nød rigtigt togturen med klart syn og kunne læse mit medbragte blad, dejligt. Og samtidig kunne se klart ud af vinduerne. Se på mennesker i toget helt tydeligt og jeg følte nu, at alle så på mig fordi jeg havde briller på, og jeg havde en rigtig dejlig fornemmelse inderst inde med det!

Efter knapt et par timers togtur kom jeg så til bestemmelsesstedet og jeg beholdte dem på trods af min nervøsitet med det, og afventede da også spændt, imens at jeg samtidig nød denne spænding, om der var nogle kommentarer fra min farmor, men her tænkte jeg på at jeg nu kunne se togskiltene helt klart og tydeligt, herligt!

Her bød hun mig velkommen på perronen, og så gik vi mod busholdepladsen og i mens vi gik der, tænkte jeg på at det var mærkeligt at hun slet ikke sagde noget til, at jeg havde brillerne på, og først da vi var helt nået hen til bussen som vi skulle med og havde sat os i den, da  hun så spurgte, ”nå jeg ser at du har fået briller? ”, hertil svarede jeg, at jeg havde haft det i flere år som læsebriller, men optikeren havde den sidste gang, da jeg fik nye briller i sommerferien, fortalt at jeg, skulle gå med dem på fremover, og det var jo ikke så slemt, fik jeg sagt. Her var jeg nok lidt for kæk og optimistisk med den udtalelse, for at jeg nu også gik med dem på, for jeg skulle jo lige hentes af mine forældre og hjem til mine kammerater igen, for første gang med dem på. Jeg skulle nok have fortalt ærligt, at det var en test for mig selv, men planen var jo den, at når jeg kom hjem, så var det med dem på. Men jeg havde ikke tænkt længere frem end den uge, og slet ikke tænkt på, hvis at jeg ikke ville, eller ikke turde beholde dem på efterfølgende, og hvad konsekvensen så ville være, ved pludseligt at tage dem af igen. Denne første dag kunne jeg slet ikke forestille mig andet end, at jeg ville beholde dem på fremover, for altid. Ja og så ikke mere om dem, fra min farmors side den dag. Og så en bustur til byen, hvor min farmor boede. Her havde jeg ellers en rigtig god fornemmelse at det gik som jeg havde ønsket. Jo, jeg havde forberedt mig grundigt, samtidig samlet det nødvendige mod, og så nu frem til en rigtig god uge og en ”ny fremtid”.

Jeg havde der, en ferie legekammerat der boede ved siden af min farmor, som jeg besøgte lige så snart jeg havde pakket ud. Han var et år ældre end mig, og havde fået briller et par år tidligere og gik med dem fra den dag han fik dem. Jeg husker at det var i en sommerferie, hvor jeg også var på ferie hos min farmor lige i den uge, hvor han også begyndte at bruge briller. Jeg tror at i bund og grund at det var det, der afgjorde at jeg ville gennemføre min test netop der, og at jeg var nok lidt misundelig på ham, fordi at han bare tog dem på gik med dem på herefter.   Hans mor åbnede døren og sagde, ”nåh, du har også fået briller” jeg svarede som jeg svarede min farmor at jeg havde haft læsebriller i hele min skoletid. Og nu havde optikeren bestemt at jeg skulle gå med dem på. Jeg nød virkeligt at hun lagde mærke til det. Og så sagde min legekammerat til mig, at briller klæder da også en "Københavnerdreng" og at dem ville jeg da blive glad for at bruge, og så samtidig kunne se ordentligt. Hans lillesøster syntes, og sagde så, at briller var pænt og at de klædte mig. Jeg fortalte så, at jeg havde fået de første briller 6 år tidligere, og at jeg ikke havde, turde tage dem på og vise mig med dem på for nogen som jeg kendte.

Det forstod han virkeligt ikke; men som han sagde til mig, nu havde jeg da endelig fået taget mig sammen, eller tvunget til at bruge dem! Men hvad han ikke vidste, var, at det var den første dag jeg havde dem på … sådan halvofficielt! Det var en rigtig god begyndelse på denne uge.

Efter at vi havde spist aftensmad, ringede vi så hjem til min mor og far, og jeg fortalte at jeg var kommet godt frem. Men jeg følte og havde en underlig fornemmelse ved at tale i telefon med dem, imens at jeg havde brillerne på, det var ligesom at de så på mig gennem telefonen. Jeg kom pludseligt til at tænke om, at hvis nu min farmor også ville tale med min mor og far, og så fortalte at jeg havde brillerne på. Og hvad ville der så ske?  Her fik jeg faktisk en rigtig dårlig samvittighed og var noget nervøs, men det skete ikke. Ja, egentligt havde det været rigtigt godt? Så havde mine forældre allerede været forberedt på, at jeg havde dem på når de kom for at hente mig en uge senere, og så havde jeg ikke skulle forklare det når de kom, at hvorfor jeg have dem på.

Og tænk, hvis jeg nu fortrød ja, så skulle jeg til at komme med en forklaring på, hvorfor at jeg nu havde taget dem af, og det havde måske været meget sværere for mig end det at beholde dem på?

Herefter havde jeg en rigtig dejlig uge, og nød rigtigt hver eneste dag, med alle de fordele ved at kunne se alt klart og fint, se fjernsyn, læse priser i byens butiksvinduer, og se mennesker på gaden helt klart, og noget nyt som jeg aldrig havde gjort før, var at læse avis, for nu kunne jeg både se billeder og bogstaverne. Jeg fik ikke en eneste tanke om at tage dem af i løbet af den uge, og hyggede mig med at pudse dem hver morgen. Dem som jeg kendte der, noget familie langt ude og min farmors venner, nævnte ikke et ord om mine briller, når vi mødte dem i byen eller de kom på besøg hos min farmor.

Tankerne om, hvor utroligt hurtigt at det blev en vane for mig, at have dem på, dukkede jo op af og til, her tog jeg dem så kortvarigt af, og på igen! Ja her kunne jeg godt mærke at jeg havde brug for dem!  Jeg tænkte som så mange andre gange på, at det var urimeligt at jeg ikke kunne se som mine kammerater derhjemme uden briller på!

Men ja og en ting jeg syntes var dejligt, var det, at jeg kunne gå ind til byen og til havnen og stationen alene og gå rundt og nyde den fornemmelse med at kunne se helt normalt. Og samtidig det at jeg kunne beholde dem på, når jeg kom hjem igen til min farmor. Der var stadig slet ingen kommentarer om dem, andet end et par stykker fra min farmor om at brillerne var pæne, og de klædte mig, og jeg så ældre ud med dem på, og det gjorde egentligt godt at høre, og jeg følte også, at min farmor havde accepteret helt, at jeg gik med dem på. Ja, og en enkelt nabo fra vejen bemærkede da også at jeg havde fået briller. Jeg slappede virkeligt af med dem på der, og jeg drømte stadig hele tiden om, at når jeg igen kom hjem, så havde jeg dem på efter efterårsferien, og at jeg selvfølgelig ville beholde dem på når mine forældre skulle hente mig den efterfølgende søndag.  Her fik jeg pludseligt også den ide og tanke om, at hvis det skulle gå helt galt hjemme omkring mit brug af briller, fordi at min angst var så stor for at vise mig med dem på, så ville det være dejligt hvis jeg kunne bo og gå i skole hos min farmor, for nu følte jeg mig helt tryg med brillerne på her, og jeg følte at alle nu kendte mig i byen. Men jeg tænkte samtidig på, at jeg egentligt også var ligeglad med hvad naboer, mine nuværende skolekammerater og familie hjemme ville tænke og sige, så det var nok også i virkeligheden det samme når jeg kom hjem, at ingen ville kommentere mit behov for briller særligt meget. Jeg havde det jo rigtigt dejligt med at gå med dem på i den uge hos min farmor og jeg glædede mig virkeligt meget til at gennemføre min plan når jeg kom hjem. Nød også at tage dem af som det sidste, når jeg skulle i seng om aftenen, og som det første, på med dem igen om morgenen. Samtidig tænkte jeg på mit fødselsdags besøg i sommerferien med mine gamle skolekammerater og mine andre cykelture, som jo egentlig også var rigtige gode oplevelser. Jeg tror alle de positive tanker skulle trækkes frem for at give mig selv styrke til at kunne gennemføre denne plan efter efterårsferien.

Søndag, kom så mine forældre for at hente mig i bil. De skulle spise frokost og drikke kaffe inden køreturen hjem.

Om formiddagen hjalp jeg min farmor med at gøre frokostbordet i køkkenet og kaffebordet klar i stuen. Ca. en halv time før at de skulle komme, pakkede jeg mine ting sammen i min taske, også brillerne blev nu også taget af og pakket væk… og jeg husker den mærkelige fornemmelse jeg fik i mine øjne efter en hel uge bag brilleglassene og med de helt afslappede øjne, og det begyndte at spænde over øjnene og jeg fik også kløen i øjnene. Ja og den frihed ved at kunne se alt hvad jeg havde lyst til var nu helt væk. Jeg prøvede lige at se i et af mine blade og det var ligesom at teksten næsten var væk, og følte nu at mit syn var blevet dårligere; helt uventet og meget skræmmende at øjnene allerede havde vænnet sig til kun at se helt klart gennem brilleglassene på en uge! Jeg følte også at jeg havde mærker på min næse, hvor brillerne havde klemt lidt, og ganske rigtigt, da jeg så efter i et spejl. Her sad jeg på sengen og tænkte længe på at tage dem på igen, for nu følte jeg at jeg svigtede mig selv. Tog dem på igen, og satte mig og tænkte at det var jo dejligt at kunne se, og ville jeg nu "tvinge mig selv " til at beholde dem på. Jeg kæmpede virkelig en indre kamp, i mens tiden gik meget hurtigt hen i mod at mine forældre skulle komme, så gik jeg ud på badeværelset og så mig i spejlet igen, og tilbage, men som så mange gange før, måtte jeg tage dem af, jeg kunne ikke beholde dem på. Jeg turde simpelt hen ikke, tror egentligt at jeg havde, og fik fuldstændig den samme følelse, som hver gang jeg nærmede mig vores hjem hvor jeg tog brillerne af, ved mine øvrige forsøg på cykelture, så de blev endnu engang pakket ned i min taske... nogle ganske få minutter før at min mor og far kom! Min farmor sagde intet til, at jeg ikke havde dem på længere, da jeg kom ud i køkkenet.

Tænk, hvis at min farmor her havde sagt at ” Du fortalte jo selv, at optikeren havde sagt til dig, at du skulle gå med dine briller på fremover, da du kom for en uge siden, og hvad vil din mor og far sige til, at du har taget dem af, så dem går du straks ind og tager på igen, sådan! ” Min farmor var ellers en bestemt dame, der skabte respekt omkring sig, og det var ikke en man sagde imod.

Ja, og med det argument, så havde jeg nok gjort det, for her havde jeg ingen god planlagt forklaring på, hvorfor at jeg skulle tage dem af nu. Og så var det blevet som jeg inderst inde selv havde ønsket det, men nej desværre, ikke denne gang! Min angst for at bruge brillerne sejrede endnu engang…. –Meget trist!

Afsløringen.

Mine forældre kom, (De spurgte selvfølgelig ikke om, hvorfor jeg ikke havde dem på, ja og havde jeg haft det, så havde det jo nok startet en del spørgsmål omkring det at jeg havde dem på, og det var jo også min tanke med denne test) men vi havde ellers en rigtig hyggelig frokost med hyggesnak, og jeg sad også og tænkte på, at det havde nu været rart, hvis jeg havde beholdt dem på, for så havde vi nu fået talt det igennem, omkring mit behov for at bruge brillerne.

Pludselig, da vi var nået til at drikke kaffe i den ”fine” stue, og nu sprang bomben. Her havde min farmor en anden plan, og fortalte, som det jo var, at jeg havde brillerne på da jeg kom med toget, og at jeg havde gået med dem på hele ugen, og jeg havde samtidig fortalt, at jeg havde fået den besked af optikeren, at jeg nu var nødt til at skulle gå med dem på. Og hvorfor har du så taget dem af her til formiddag? ” Spurgte hun”. Ja med denne afsløring, mærkede jeg nu koldsveden ligesom den første dag, 6 år tidligere, da jeg fik at vide at jeg skulle gå med brillerne på hele tiden. Her ønskede jeg mest af alt, at jeg lå under sofaen, og jeg havde overset noget som jeg ikke lige forventede skulle ske ved min test, og så blev der tavshed, som jeg husker som varede en evighed, men så svarede min mor ”Nej da, øjenlægen fortalte os dengang, at de kun skulle bruges til at læse med, og så sagde hun at hun kunne godt se, at jeg havde mærker på min næse hvor de havde siddet”. Og sagde samtidig, ”at det var tænkeligt at det var nødvendigt for mig at gå med dem, og det havde været på tale når jeg havde fået nye briller, men det må vi jo se på når vi kommer hjem”.

Her blev jeg igen helt varm i hovedet og jeg var meget flov, men tænkte på igen at hvis jeg dog havde beholdt dem på, så havde jeg undgået denne ydmygelse! Men jeg fik ikke sagt et eneste ord, jeg var helt stum! Og så ellers ikke mere snak om briller hos min farmor den dag. Min far sagde ikke et ord. Og ikke et eneste ord i bilen på vej hjem om mit brilleforsøg, som jeg egentligt havde forventet (og inderst inde også håbet på, efter at jeg havde sundet mig lidt efter denne afsløring) at mine forældre ville tage det op på køreturen hjem, om at jeg måske virkelig havde behov for at bruge mine briller nu. Og her var jeg ellers helt klar og indstillet på til at tage dem på igen, såfremt at de havde sagt til mig at det skulle jeg, nu når jeg alligevel havde gået med dem på en hel uge, så kunne jeg jo ligeså godt forsætte med det”. Min mor og far kunne jo også straks efter min farmors afsløring, have sagt til mig at jeg skulle tage dem på igen, så de også kunne se mig med dem på, og så bedt mig om at beholde dem på efterfølgende.  Men det værste var jo nok, at mine forældre slet ikke vidste at jeg ikke havde brugt brillerne på noget tidspunkt i skolen dengang, og at jeg heller ikke fik gjort det efterfølgende, de næste 3 år frem.

Det var en lidt underlig afslutning på min ellers, så godt planlagte efterårsferie…….

Og hvor var mine forældre i den sammenhæng?

Hvis ferien var sluttet som min plan var!

”Men nej... jeg fortrød også bitterligt da jeg kom hjem, at jeg ikke bare beholdte dem på som jeg havde planlagt, da mine forældre kom for at hente mig. Her havde det allerede fra begyndelsen været et samtaleemne, og jeg havde fået fortalt hvad optikeren i Herlev havde sagt, at jeg var nødt til at skulle gå med de nye briller på hele tiden, og nu havde jeg trukket tiden siden sommerferien til nu, og jeg havde fået prøvet dette af i denne efterårsferie, og jeg følte at jeg havde vænnet mig til det, og det var bedst sådan. Og ikke mindst det, at øjnene havde vænnet sig så hurtigt til at jeg havde dem på lå i mit baghoved. Og så var det blevet accepteret, og jeg havde selv kunne styre processen! For nu havde jeg selv valgt det "Ja” og så havde jeg for første gang haft dem på når jeg var sammen med mine forældre, som skulle have været helt naturligt fra den første dag, 6 år og 4 par briller tidligere.  Og min farmor som nu var vant til se mig med dem, og efter en uges tilvænning, så havde det jo været et rigtigt godt skridt på vejen for mig, til ikke at tænke så meget på at jeg havde briller på hjem. Og køreturen, det havde nok ikke været så slemt, men når min far så skulle parkere bilen på vejen hvor vi boede, og vi skulle gå op af trappen til lejligheden søndag eftermiddag, hvor det ikke var helt mørkt endnu! og hvem ville jeg møde der? ”

” Jeg var nu pludselig der for første gang, hvor min skræk havde været størst for at vise mig med dem på. ”Ja” og det havde helt sikkert også været svært for mig hjemme, den første dag om morgenen at tage dem på igen, og så spise morgenmad i køkkenet, sammen med min mor, Men jeg tror nok, at det, at jeg en gang havde vist mig med briller på for mine forældre, havde været nok til, at det havde været meget mere overskueligt for mig især på hjemmefronten. Men, så det, at skulle gå ned af trappen og tage min cykel den første dag efter efterårsferien, og cykle til skolen med dem på og helt sikkert møde skolekammerater på vejen, og alle de spørgsmål, og gå igennem skolegården og ind i klassen og møde resten af mine skolekammerater der, og her havde der ikke været nogen vej tilbage. Dette havde så været det sidste problem, udover at jeg skulle mødes med den øvrige familie og mine forældres venner på et senere tidspunkt; men så havde alle mine synsproblemer i dagligdagen været løst. Måske afløst af andre problemer som at jeg var blevet drillet omkring mit behov for at bruge briller, og det havde nok ikke taget ret mange dage. Men fantastisk tanke, at kunne se helt perfekt.

Men jeg så en masse ubehageligheder i den forbindelse, og alt dette kunne jeg stadig slet ikke overskue dengang, og jeg så kun de mange negative ting ved det inde i mit hoved. De fleste havde måske ikke engang bemærket, at jeg pludselig gik med briller, som kendte mig! Efter en uge, havde der sikkert været helt stille omkring mig og de briller.

Og det jeg ser i dag var noget, der ville have været et meget mindre problem for mig, end mine efterfølgende store problemer som jeg havde i skolen.

Tænk, hvis jeg allerede havde taget mig sammen til at bare bruge dem i timerne, i klasseværelset fra starten af skoleåret, og havde jeg fortalt mine nærmeste skolekammerater om mit behov for briller. Eller at min mor havde fortalt klasselæreren at jeg skulle bruge dem til at læse med da jeg blev meldt ind i den nye skole. ” Ja ” så havde alle mine skolekammerater efter efterårsferien, ikke fokuseret så meget på, at jeg nu pludselig kom efter ferien med briller på, som var den eneste rigtige løsning for mig. ”

Jo, jeg kunne også bare have gjort som optikeren i Herlev sagde, og brugt sommerferien til at vende mig til at gå med dem, inden jeg startede i den nye skole! Det havde været den letteste løsning, næstefter at jeg allerede som 6 år gammel var blevet tvunget til at gå med dem. Men jeg burde mindst have fuldendt min mission i efterårsferien, med at beholde dem på!

De gode uger går altid for hurtigt.

Med nogen eftertanke var dette forsøg, fra en 12 års dreng, med denne test, i efterårsferien. Det var et spinkelt råb om hjælp til jeg skulle været ”tvunget” til at bruge de briller fra nu. I bund og grund ville jeg jo godt bruge dem, men jeg kunne ikke selv tage den beslutning, og jeg var nok heller ikke selv helt klar endnu til det endnu Underligt at jeg heller ikke hørte mere til det at min mor havde sagt, ” at det måske var nødvendigt at jeg skulle gå med brillerne? og at det må vi se på når vi kommer hjem”?

 Nej det var egentligt ikke engang nødvendigt med at mine forældre skulle tvinge mig nu, for en fast hånd fra deres side at sådan skulle det være, så havde jeg været klar på dette tidspunkt... men sådan blev det åbenbart ikke opfattet af mine forældre, - eller ønskede de egentligt ikke at jeg skulle gå med brillerne på?

Desværre var min lyst til at gå med brillerne på, havde nu lidt et knæk efter afsløringen af mit brilleforsøg i efterårsferien. Det var ligesom at mit mod var totalt forsvundet til at vise mig med dem på nu, jeg brugte dem kun nu når jeg var helt sikker på at jeg var helt alene, og når det var tvingende nødvendigt for mig, hvis for eksempel jeg skulle se noget læsestof på mit eget værelse. Jeg stoppede helt op med mine små forsøg og tiltag, som mine cykelture til andre bydele, som jeg ellers holdt så meget af!

Men som tiden gik fik jeg lysten langsomt tilbage, til at bruge dem mere og mere igen! Men jeg tror måske, at det var mest af nød, og mit behov for dem, der genskabte denne lyst!

Min mor fik lige pludselig en ide!

Jeg husker en enkelt gang, et stykke tid efter efterårsferien spurgte min mor mig pludselig, en morgen efter morgenmaden, og jeg skulle netop til at gå ud af døren på vej til skolen, ”om jeg nu stadig huskede at bruge mine briller i skolen, eller om jeg måske egentlig burde, eller havde bedst af at gå med dem på? ” For som hun sagde ”jeg havde jo allerede prøvet at gå med dem i efterårsferien, og det gik jo så godt! Og optikeren havde fortalt, at det var bedst for mig at jeg gik med dem på” Jeg tror at det var i forbindelse med at en lidt ældre kusine og en fætter, som også havde fået, og gik med deres briller på nu. Men hvorfor nu pludselig de spørgsmål? lige nu, hvor jeg var på vej ud af døren? Jeg tror at det var gået op for mine forældre, at jeg nok havde brug for at gå med mine briller på nu, efter mit forsøg i efterårsferien, og optikeren fra Husum havde jo også tidligere fortalt min mor, at jeg var nødt til at gå med brillerne på, hver gang at jeg fik nye briller, så måske derfor? Men her svarede jeg, Ja selvfølgelig bruger jeg dem i skolen, og at det var fint som det var! Igen var det dumt af mig, ikke at være ærlig og starte en ordentlig snak omkring, nødvendigheden og om mit behov for at bruge de briller. Men lige så dumt at min mor at hun ikke holdt ved og sagde til mig, at det skulle jeg altså, og sagt, at dette tager vi op i aften når min far kommer hjem.  – Men her genoplevede jeg afsløringen hos min farmor, en måneds tid før. Og det fik mig til at gå helt i baglås. Ja, jeg tænkte på, hvis mine forældre dog bare stille og roligt ved middagsbordet, en aften havde fået sat snakken i gang om mit behov, og igen det om at jeg havde haft dem på i efterårsferien for at afprøve dem. De kunne jo også have spurgt mig hvorfor, de aldrig så mig med dem på herhjemme og det undrede dem!  Og nu kunne min kusine og fætter kunne gå med deres briller på, og foreslået mig at de også synes at tiden nu var inde til, at jeg skulle gå ind på mit værelse, og tage mine briller på, så de også så mig med dem på, og jeg skulle så beholde dem på fra nu af, ”for alle mine skolekammerater vidste jo allerede at jeg havde briller, for dem brugte jeg jo i skolen”, så det var jo ikke så slemt bare at tage dem på hver dag! Ja og så skulle min mor lige have sikret sig, at jeg nu også tog dem på den næste morgen igen inden jeg tog afsted til skolen. Ja havde vi dog bare fået talt mere sammen om mit behov for at bruge dem, så havde det ikke taget så mange år før at jeg havde gået med dem på. Dette omkring briller havde jo altid været noget der kun tumlede rundt i mit eget hoved, og helt alene i min egen verden!   Og så skulle mine forældre ellers bare fortælle alle omkring os, at det nu også var nødvendigt for mig at bruge briller fremover, lige som min kusine og fætter, så havde det hurtigt været overstået.

Ja, jeg følte at ansvaret for at tage beslutningen, det lå helt hos mig selv, og denne beslutning blev mere og mere vanskelig for mig, at tage, jo ældre jeg blev, og jeg havde haft og havde tankerne omkring dette det meste af tiden i mange år frem.

Mine problemer bliver desværre ikke mindre.

Jeg husker også tilbage på hver gang at vi ellers var i sommerhus og på telttur i ferier og lignende. Jo vi var et år på ferie i Italien; Garda Søen, med fly, det var stort dengang i 1964, men som 14 år var det ikke et hit at have brillerne på.

Men som sædvanlig havde jeg altid mine briller med i min taske, og havde næsten altid lyst til og drømte stadig om at tage dem på når jeg var langt hjemme fra.

Men jeg kunne bare stadig ikke tage dem på når min mor og far var der.

Kun når jeg havde mit eget værelse, så brugte jeg dem når jeg var bag en lukket dør, og hvis jeg gik en tur for mig selv, nød jeg at tage mine briller med og så tage dem på når jeg var et stykke væk fra sommerhus eller campingplads. Ja og hvorfor, den angst over for mine forældre, det ved jeg ikke, og det lyder egentligt også underligt, så mange år efter. Her tænker jeg på, hvis jeg fik lyst til at sidde i stuen i en stol eller sofa og kunne tage mine briller på og læse et blad eller en bog. Nej det skete ikke. – fordi jeg kunne ikke vise mig med dem på overfor min far og mor!

Underligt!

Jeg havde et efter skole job hos den lokale Købmand, hvor jeg kørte varer ud i det kvarter, hvor vi boede og der sad jeg tit i købmandens kælder og vejede kartofler af i poser, indtil der var nogle varer der skulle bringes ud. Og her var jeg også nødt til at tage dem med for at kunne se hvad vægten viste.

Så jeg havde dem i en pose der lå i kælderen i mens jeg var ude med varer, og jeg havde altid dem med, de dage jeg var der, det var jo selvfølgelig besværligt.

Jeg havde et job mere, med at hjælpe varmemesteren, med slå græsplæner, feje, og skovle sne om vinteren, samt i ferietid solgte jeg vaskemønter til ejendommens vaskerier, der var en ugentlig kontortid. Her måtte jeg også have dem med for at lave møntregnskab, så hver gang at en beboer havde forladt kontoret så var det på med brillerne og få registret salget i bogen, og så indtil at der kom en ny gåede i kældergangen så var det af med dem og ned i skrivebords skuffen, jo det var heller ikke helt let!

Jeg husker også at jeg havde tjansen hvor jeg skiftede skakt poser ud i ejendommen, igen for varmemesteren, også i en ferietid dette gjorde jeg meget tidligt om morgenen. Der var 4 blokke med lejligheder, hvor vi boede i blok 1 og jeg startede altid i 2, 3 eller blok 4.  Her kunne jeg have dem på når jeg udførte det arbejde i den halvmørke kælder! Og kom der nogen så tidligt ned i kælderen, ja så var det af med dem til de var gået, og så på igen, det gav spænding for mig at have brillerne på så tæt på hvor jeg boede!  

Når jeg skulle reparere min cykel, justere gear. Og lignende. I vores kælderrum, brugte jeg også altid dem der, her havde jeg sat en drejelås på, så døren ikke kunne åbnes udefra. Så hvis nogle af mine kammerater skulle komme forbi, så kunne jeg altid nå at tage dem af og gemme dem væk inden jeg åbnede for dem. Jeg husker også at når jeg kom ned i kældergangen, så tog jeg dem nogle gange på der, på vej gennem denne, hen til vores kælderrum, det var en temmelig lang gang med nedgange fra de andre opgange, og den spænding ved om der pludseligt kom nogen ned i kælderen, så at jeg lynhurtigt måtte tage mine briller af, det nød jeg. Det var også besværligt for mig og huske at tage dem med op i lejligheden igen skjult, og så få lagt dem i min skoletaske eller i skrivebords skuffen igen. Men på et tidspunkt tog jeg et par af forrige briller med i kælderen og lod dem ligge skjult sammen med noget af mit værktøj, det gjorde det noget lettere, at have dem liggende parat til brug.

13 1/2 år gammel og nye briller igen

Ja, som næsten sædvanligt sagde min mor pludselig til mig at nu var det tid til nye briller igen.

Jeg spurgte så, hvornår det skulle være? lige på det tidspunkt var jeg ikke særligt interesseret i brillerne, men det skulle jo overstås!

Men så sagde min mor at jeg kunne jo bare køre til Herlev en dag efter skole, og bestille nye. For jeg klarede det jo så fint sidste gang alene!

 Det var jo fint nok tænkte jeg, bare hun nu ikke ville med til at betale og hente de nye briller for så var jeg jo noget på den!

Og det blev som jeg ønskede at jeg fik penge og hentede de nye briller som lignede lidt de andre.

Og hjemme, så de samme få spørgsmål og svar som tidligere!

Men alligevel dejligt nok med nye briller som ingen andre end jeg så!

Jeg hadede egentlig også at gå i skole, dels fordi jeg ikke kunne se ordentligt og fordi jeg også kom bagud af den årsag. Blev på et tidspunkt sendt 2 dage på en ordblindeklinik for at blive testet for dette, og der var jeg så smart, at tage brillerne på inde i klinikken. Der var jo heller ikke nogen jeg kendte, der var kun denne speciel lærer og så mig.

Og her fik jeg konstateret at alt var normalt, med hensyn til det, og tilbage igen… Uden briller igen… og tilbage til problemerne….

Jo, jeg vidste jo godt hvad der skulle til!

Ja, jeg husker fra en dansk time engang, hvor vi skulle læse nogle gotiske bogstaver og jeg skulle læse højt og kunne ikke se hvad der stod, og gik i stå, og her hviskede min side kammerat, ”Geden ja man tror det næppe” og dette sagde jeg, men det rigtige var jo Heden, ja...... og så hylede hele klassen af grin, ja klasselæren også. Så tog en anden over med at læse op. Det var virkelig et nederlag for mig, men stadig ikke nok til at jeg tog mine briller på. Dette gjorde mig måske end da mere stædig.

Jeg husker også konfirmations forberedelsen i kirken.  Kunne jeg ikke se de små bogstaver i min salmebog, og var her ved at give op.

Men hjemme lærte jeg de få ting udenad, og så jeg klarede også denne del uden briller.

Herefter fik jeg også den tanke, lige omkring min konfirmation med familiefest og skolefester, at når alt dette var overstået, så ville jeg derefter så træffe beslutningen om at bruge mine briller efterfølgende, for nu syntes jeg det at det gav mig så store problemer og rigtig mange besværligheder. Men nej, heller ikke denne gang. Samtidig med at min dårlige samvittighed voksede mere og mere inden i mig.

En anden ting som jeg også husker var, at min mor fortalte engang hjemme ved middagsbordet, at en kontorelev i hendes afdeling på arbejdet, havde fået briller og hun fortalte at hun var så glad for nu pludselig kunne se bladene på træerne og fuglene sidde der, og det synes hun var stort, samt alt arbejde på kontoret blev også lettere, når man kunne se ordentligt. Her kunne mine forældre igen have bragt mit behov for briller frem, og spurgt ind til om jeg også skulle tænke på at gå med mine briller på fremover, men ikke en lyd om det. Og igen, hvorfor de aldrig så mig med mine briller på, og at det undrede dem!

”Ja”, her tænkte jeg at det ville være rigtig dejligt for mig hvis jeg kunne gøre det samme, at gå med mine på, men jeg sagde ikke noget. Det var ligesom at ordet ”Briller” var et tabu både i min mund og i min verden, som ord, og bare det at sige det, havde jeg virkeligt meget svært ved, og jeg syntes at det lød mærkeligt når jeg sagde ” Briller ”

Jeg er sikker på at det var her omkring dette tidspunkt at jeg pludseligt opdagede at min mor også havde briller.

Og hun havde åbenbart haft det i lang tid. Også før at jeg fik mine første par, og hun altid havde været nød til at bruge dem på hendes arbejde, og det var også foregået helt skjult for mig.

Hun arbejdede også før at jeg var startet i skole, på en telefon central (Nora/ Ægir og Taga) om aftenen for at kunne være hjemme om dagen og passe mig indtil at min far kom hjem.

Pludselig en aften tog hun sine briller på i stuen og sad og syede!

Ja, og jeg skulle ikke sige noget til det, da jeg opdagede det. For det kunne jo bringe mine briller, og behov frem igen, uha det var farligt, og nu var jeg 14-15 år gammel, og det havde jeg aldeles ikke lyst til nu, at bringe mit behov på banen lige på det tidspunkt, med kæreste og gang i teenager tiden!  Det var i hvert tilfælde ikke særligt smart med briller lige på den tid! Så igen tavshed om mit behov for dem! Til trods for mit behov!

Nyt skoleskift

Efter 3 år på den skole, (Mørkhøj Skole) hvor det ikke gik så godt for mig, ja og årsagen kendte jeg jo bedst selv, valgte mine forældre at jeg skulle skifte skole igen, til en privat skole, Ahms Kursus i Fiolstræde, som lå i centrum og langt fra bopælen, og der var jeg lige blevet 15 år, Da jeg startede der, med helt nye og ukendte skolekammerater, her begyndte jeg så endelig af egen fri vilje at tage mine briller på i alle timer fra den første dag/ time.

Dette var en rigtig god beslutning for mig. Og det føltes slet ikke ubehageligt og helt naturligt for mig, og jeg nød det virkeligt at kunne se det jeg skulle, samt det at jeg havde så meget at indhente, fagligt. I forbindelse med dette skoleskift var det den sidste gang, at min mor og far købte og betalte nye til mig, og dem købte jeg også alene denne gang hos optikeren i Husum. Ja så var jeg tilbage der igen, hvor jeg fik de første briller, og denne gang havde jeg dem også på da jeg skulle have og vælge nye briller. Og da jeg igen skulle hente de nye, som denne gang havde noget helt nyt ”antirefleks” så at de ikke gav så meget genskin. Ellers var det nu helt rutine med en ombytning og tilpasning, og mine gamle briller blev lagt i de nye brillers etui og så ud af butikken med dem på, og et lille stykke væk og så af med brillerne igen!

Der var en del i den nye skoleklasse som jeg kom i, som også havde briller, og flere havde læsebriller, så det passede mig rigtigt godt. Og jeg fik da også 2 år efter, en rimelig god afsluttende eksamen. (Realeksamen)

Brillerne blev dog taget af i de fleste pauser og lignende, selv om jeg tit glemte det. (Lidt bevist)

Jeg husker også fra den tid, at jeg en gang til en skolefest på skolen, beholdte mine briller på hele den skoledag, Og da jeg kom igen til selve festen om aftenen havde jeg igen taget dem på.  Her igen som en test for mig selv, og forventede egentligt også at nogen ville kommentere at jeg havde dem på, men ikke en eneste lyd om dem. Men alle der, de kendte mig jo også mest, hvor jeg havde brillerne på i skoletiden. Jeg følte det også rart nok at have dem på både med dans og hygge; men mest nok det at kunne se godt, men åbenbart ikke nok til at tage springet fuldt ud og beholde dem på efterfølgende, nu som 15 år gammel. Hjemme hvor jeg boede havde jeg jo alle mine kammerater og veninder og de skulle i hvert fald ikke se mig med briller på! Ja og så hjem igen til dem og de kendte problemer, og jeg havde da også svært ved altid at følge med mine venners viden, når jeg ikke så de samme ting som dem.

Jeg kunne som sagt godt lide at have dem på når jeg var på skolen og efterhånden blev det da også til hele skoledagen. Det var ligesom at jeg også brugte tiden efter skole til at gå rundt i byen for at forlænge tiden med brillerne på, samt på vej til og fra skolen, i tog, sporvogn og bus eller på min cykel; men lige så snart jeg nærmede mig vores hjem så blev de stadig taget af igen.

                                                                                                      

Et halvt års tid før jeg skiftede skole til Ahms Kursus, havde jeg en kæreste som var lillesøster til en af pigerne i vores klasse på Mørkhøj Skole, som jeg kom sammen med i over et år. Hun boede ikke sammen med sin søster, men hos sin farmor. Jeg husker et par måneder efter vi var holdt op med at komme sammen, at jeg pludselig mødte hende i toget på vej hjem fra skole, hvor jeg ikke kunne nå at tage mine briller af da jeg opdagede hende, så jeg har helt sikkert virket noget forvirret. Men hun smilede og sagde at det var da pænt med briller til mig. Jeg fik kejtet sagt at jeg egentlig slet ikke havde og gik med briller, men det var jo lidt svært at bortforklare! Der så hun også noget tvivlende på mig og sagde, at hun havde tænkt på, og kunne godt huske at jeg måske ikke kunne se så godt, fordi hun havde lagt mærke til at når vi så fjernsyn med tekster og andre ting, ja så fik jeg ikke alt med … og så var det godt at man kunne få briller, når man nu har brug for det. Jo det var også en afsløring der sveg, og noget flov blev jeg også, men efterfølgende afholdte dette mig ikke fra at fortsætte at bruge dem på skolen og til og fra den. Men tanken om at jeg skulle passe lidt mere på efterfølgende havde jeg.

-Ja og ikke særlig lang tid efter mødte jeg hende igen, denne gang på vej til skole en morgen i toget, her sagde hun ikke andet end at, ”nå, det er da godt at du har valgt at bruge dine briller nu? ” Jeg svarede bare, ”Ja lidt mere”, og så ikke mere om dem, og så bare hyggesnak. Selv om at det gibbede noget i mig igen ”endnu engang taget med briller på”. Ja, hvad mon hun har tænkt? Ja og igen flov da hun stod af toget. Og ville hun nu fortælle alle dem som vi kendte, at hun havde mødt mig med briller på? Jeg bemærkede dog aldrig noget om det. Men det var ikke så slemt som den første gang, men alligevel!

Året efter købte jeg selv nye briller hos optikeren på det lille torv, der var mellem Fiol Stræde og Nørregade lige overfor Nørre Port Station. Det var dejligt at jeg nu selv kunne bestemme pris og tidspunkt, jeg mener at det var sorte plastik briller. Det var også der at jeg købte mine første solbriller, også sorte med helt mørke /sorte glas, så man næsten ikke kunne se styrken i glassene, Det var her at jeg begyndte at bruge dem, når jeg tog mine normale briller af, på vej hjem fra skole det sidste stykke hjem. Det så dog lidt dumt ud at gå med mørke solbriller i regnvejr.

Men jeg blev stadig mere modig igen og kom tættere på hvor jeg boede inden at jeg tog de rigtige briller af.

Det var stadig ikke fordi at jeg ikke kunne lide at have brillerne på, nej slet ikke, og jeg nød stadig spændingen ved om jeg skulle møde nogen der kendte mig mens jeg havde dem på.

Men igen, det at vise mig med dem på, det var det der lå dybt i mig som jeg ikke brød mig om. Hvorfor, det ved jeg stadig ikke.

Her havde jeg en skolekammerat fra den skole, som boede i Helsingør og der var jeg en gang på weekendbesøg hos ham. Vi fulgtes hjem til ham direkte fra skolen, lørdag eftermiddag. Og her stadig som 16 år gammel, havde jeg mine briller på hele weekenden, hvor vi også var i byen lørdag aften. Det var da også en god nok oplevelse for mig, endnu en gang, og endnu engang blev de taget af, da jeg søndag aften nærmede mig hvor jeg boede. Ja jeg benyttede enhver lejlighed til at tage mine briller på når jeg var i en anden del af byen eller en helt anden by. Men min fornuft havde dog fået overtaget så meget, at jeg når jeg skulle se noget vigtigt, men kun i forbindelse med skolesammenhæng, og selvfølgelig også når jeg læste lektier på mit værelse bag en helt lukket dør. Mine briller blev herefter brug, altid lagt i en skuffe /skoletaske/ gemt væk, når jeg var færdig med disse ting, og så blev døren åbnet igen.

Så alle spor var slettet omkring mine briller!

.

Af billeder fra min skoletid, er der ikke et eneste hvor jeg har briller på.

Læreplads.

Da Skolen var afsluttet fandt min mor ud af, at jeg kunne få en læreplads hos det firma hvor hun var ansat, DISA, men dette ønskede jeg ikke, da jeg kendte så mange fra vores område der arbejdede der, og jeg var jo helt klar over at jeg ikke kunne klare mig uden briller på et elektronik værksted, til den slags arbejde. Jeg ønskede egentligt selv at jeg ville i lære som elektriker, for der kom man mere rundt hos forskellige kunder! En anden nabo kom med et tilbud om en læreplads på Frederiksberg, som jeg så valgte.

Jeg kom så i lære som elektriker, hvor jeg startede på et 6-7 ugers teknisk skoleophold, og her brugte jeg klogt nok brillerne på hele skoledagen i den periode.

Og ligeså de efterfølgende 4 perioder med skoleophold fordelt i hele læreperioden på 4år og 3 måneder. Og herefter med mellemliggende praktik hos læremesteren, og igen her med briller af og på når jeg skulle arbejde, og husker her at jeg engang blev sendt til den kunde i den forretning, hvor jeg kendte ejeren, det var ham der havde skaffet min læreplads. Jeg havde frygtet og forudset at dette ville ske på et eller andet tidspunkt. Det var jo en af mine forældres venner og børnene havde været mine legekammerater. De boede i nabo opgangen til hvor vi boede.  Her skulle jeg udføre noget arbejde, hvor jeg selvfølgelig også var tvunget til at bruge mine briller for at kunne klare opgaven. Jeg tænkte, at jeg ikke kunne lide at tage dem på inde i forretningen, så jeg valgte at tage dem på, i mens jeg gik på vej dertil, og så gå ind med dem på, uha da, det føltes som en rigtig lang vej hen i mod døren til deres forretning, og så ind ... Og der var ikke en eneste kommentar om dem, og heller ikke efterfølgende når vi mødtes hjemme, hvor jeg naturligvis ikke havde brillerne på.

Tænker en gang i mellem på at, hvis mine forældre straks havde fulgt optikerens råd om at jeg skulle tage de på briller fra den første dag da jeg fik dem, ja så havde min skolegang og mit forhold til briller været helt normalt, og ikke noget jeg følte at jeg skulle snyde mig til at bruge, når jeg var mig selv. Men meget underligt at mine forældre slet ikke fulgte op på om jeg brugte dem eller ej, når de jo alligevel købte nye til mig regelmæssigt af egen fri vilje, og de gentagende gange fik at vide af optikeren, at briller havde jeg virkelig brug for at gå med på.

Ja sådan forløb min ungdom med briller af og på.

Kørekort.

Midt, og sidst i 60 s'erne, det var der, at det startede med at nogle brugte meget mørke solbriller med styrke og det benyttede jeg mig som tidligere nævnt af ind i mellem. Brillerne var nu 5,5 så jeg havde nu virkelig brug for at bruge dem nu. Og i foråret skulle jeg have kørekort til bil, og her havde jeg også en skræk for at der skulle komme til at stå i mit kørekort at jeg skulle bruge briller når jeg skulle køre bil. Jeg tænkte, at hvis jeg tog mine solbriller med styrke på og fortalte lægen (en speciel læge der lavede speciel kørekorts tjek på ”samlebånd”, på Vesterbro Torv, i stedet for vores egen læge) til den lovpligtige læge undersøgelse, at jeg havde et bygkorn for tiden og derfor brugte jeg solbriller for at dæmpe lyset, og det gik, jeg så perfekt gennem mine styrkesolbriller og fik kørekort uden anmærkninger om at skulle køre med briller på... jeg brugte også solbrillerne da jeg havde køretimer med kørelæreren og til den endelige køreprøve. - skrækkeligt ... Selv i dag 50 år efter, står der stadig ikke at jeg skal benytte korrigerede briller eller kontaktlinser i forbindelse med at føre motorkøretøj.

Fritid.

Når vi gik i byen fredag/lørdag aften med kammerater, så var det også altid uden briller. Jeg var helt overbevist dengang, om at jeg aldrig fandt en kæreste, hvis jeg havde dem på. Samtidig vidste selv mine nærmeste kammerater altså ud over et par lærekammerater, stadig ikke at jeg havde brug for briller, tror jeg! Jo jeg husker også en weekendtur i Sønderjylland med min lærekammerat, hvor vi kørte i bil til Århus lørdag og om aftenen, hvor vi havde planlagt en bytur der, her havde jeg mine briller på hele den dag og det gik da også helt ok. Og vi havde også en tur i bil til Stokholm ligeledes en weekend, hvor jeg også tog mine briller på for jeg skulle også køre bilen en del af vejen, ja og så beholdte jeg dem på indtil vi kørte fra færgen søndag i Helsingør.

Jo jeg forsøgte stadig at prøve at have dem på, men kunne stadig ikke tage en endegyldig beslutning om at gå med dem på hele tiden, og jeg syntes pludseligt at det heller ikke klædte mig med brillerne på.

Omkring da jeg var 17 til 22 år gammel havde jeg flere kærester der havde og gik med briller, og her forsøgte jeg stadig med mellemrum at bruge dem, når vi var i Biografen og så fjernsyn på værelset, men aldrig når mine eller deres forældre, eller andre kammerater var til stede. De syntes da også at jeg var mærkelig at jeg ikke bare gik med dem på hele tiden… Og her fra min ungdoms tid findes der heller ikke et eneste billede, hvor jeg har briller på. I dag med Smartphones, havde jeg nok ikke kunne undgå at have billeder, hvor jeg havde dem på, og det havde måske gjort det lettere for mig dengang!

Endelig en rigtig beslutning.

23 år gammel og efter jeg var udlært, og jeg var startet i et nyt firma og skulle efterfølgende til at læse videre, her besluttede jeg at nu skulle det være slut med ikke at bruge de briller hele tiden, men først nye briller... Dette gjorde jeg fordi at jeg havde fået flere hentydninger fra mine venner. Tog som altid de gamle på briller på, og så ind til den optiker i det område, hvor jeg havde arbejdet som lærling, han var en af vores kunder, der hvor jeg havde været i lære.

Jeg havde af og til hjulpet ham med noget arbejde i hans private hjem og sommerhus, så vi byttede mit arbejde med nye briller flere gange i min læretid. Han havde også altid kendt mig med dem på, men hvad han ikke vidste, var at jeg kun brugte brillerne on of på arbejdet og aldrig hjemme og i fritiden. Han forslog mig også at jeg skulle bruge plastikglas, så blev brillerne lettere men de så faktisk mere tykke ud, men så var de mere sikre at have på til arbejdsbrug, men når jeg nu skulle gå med dem på fast, og skulle til at læse videre, så ville jeg helst have glassene skulle se så tynde ud som muligt, og så betød vægten ikke så meget for mig dengang. Og jeg syntes samtidig at mit syn var bedst med rigtige glasbrilleglas så det blev det til.

Og han foretog herefter en ny synstest og jeg valgte nye, som samtidig var de dyreste at jeg kunne vælge på det tidspunkt, som jeg så kunne hente små 14 dage senere.

Han sagde altid til mig, at jeg havde virkelig brug for de briller og ikke længe efter at jeg var startet på skolen igen, måtte han også lave et par læsebriller til mig, så jeg kunne se brøker og meget små ting på tegninger og inden jeg var 30 år gammel, havde jeg briller med indbygget læsefelt.

Jeg følte at tiden gik meget langsomt, når jeg nu havde taget den beslutning om at jeg nu ville gå med brillerne på hele tiden. Og jeg fastholdt min beslutning og jeg følte en rigtig dejlig fornemmelse og en lettelse ved at beholde dem på da jeg endelig kunne hente dem. Jeg nød virkelig turen hjem i tog og bus, og nu helt hjem. Og til min store overraskelse, så var der slet ingen kommentarer fra kollegaer, venner, veninder eller familie da jeg pludselig kom med dem på. Kun et par venlige bemærkninger om det var pæne briller jeg havde fået. Og et par enkelte bemærkninger om hvordan jeg dog kunne se uden førhen, når jeg nu pludselig havde og gik med så stærke briller. (Ja, og det kunne jeg jo heller ikke) Men jeg måtte jo fortælle at jeg havde haft briller i rigtig mange år. Mine forældre nævnte ikke mine nye briller, og mit behov for dem med et eneste ord… ikke andet end at de havde bemærket at jeg nu gik med dem på, og at de var pæne!

Siden den dag har jeg altid været meget glad for briller og nyder stadigvæk at få nye, så ofte som økonomien tillader dette.

Det er først rigtig mange år efter at jeg har haft lyst til at fortælle mine forældre, hvad de havde gjort imod mig… Men de er begge gået bort for mange år siden, så jeg har ikke den mulighed for at fortælle dem, hvad de egentligt har udsat mig for som barn og helt ung, Ja og med hensyn til mig selv kunne jeg jo bare have taget de briller på, når jeg nu behøvede dem så meget i min skoletid og også udenfor den. Men det måtte jo helt klart være et forældreansvar at sørge for børn bruger de hjælpemidler som de har behov for.

Og nu er der gået næsten 45 år! Med briller på hver eneste dag siden, og dette har jeg da aldrig fortrudt … Brillerne er nu forholdsvis stærke og med bygningsfejl samt ekstra læsestyrke på begge øjne, ja og totalt uundværlige.

Den største barriere har helt sikkert været min mor og far, i forbindelse med mit behov for at bruge, og gå med briller på dengang.

Tænk at jeg hele min barndom og ungdom levede alene med det ”traume” ikke at kunne se som andre, på grund af mine forældres manglende konsekvens, (forfængelighed) til at sige til mig den første dag, da Optikeren sagde at de briller har du brug for, og dem skal du selvfølgelig have på fra nu af, og så var der maksimum gået nogle få dage efter, så havde det været helt naturligt hjælpemiddel, resten af min barndom og ungdoms tid, og det havde helt sikkert givet mig nogle meget bedre muligheder efterfølgende, med hensyn til min senere uddannelse… ligesom min legekammerat fra naboopgangen, som i dag er speciallæge. Men selvfølgelig kunne han også være klogere end mig. -:)

Jeg ved virkelig ikke om min mor prøvede at beskytte mig hos optikeren dengang?

For hun så måske angsten og skrækken i mine øjne, da optikeren sagde at jeg skulle gå med dem på, og det var jo i virkeligheden en ” Bjørne tjeneste” hun gjorde mig dengang, ved at sige at det kun var læsebriller jeg havde fået af øjenlægen! Som jo egentligt kun var hendes egen fortolkning af hvad han havde fortalt os!

Tænker også på, at det er mærkeligt at så mange år efter at alt dette står så helt klart for mig, omkring mit behov for briller i min barndom og ungdoms tid. Så det må virkeligt have påvirket mig, og fyldt rigtigt meget dengang... Og tænk på al den energi, der er gået tabt på grund af den tid jeg har tilbragt ved at tage tilløb til at bruge dem, og alle de tænkte tanker til ingen nytte, havde den tid blevet brugt til fordybelse og anden dygtiggørelse i den vigtigste tid af et barns liv og udvikling, ja, hvad havde det dog ikke have givet mig og ført til, sidenhen?

Ja, og jeg ser da også engang imellem, ”billeder” af mig selv, som jeg ville have set ud 6-23 år gammel med briller på, og set mit liv gennem brilleglas, her som en glad dreng, samt hele mit skoleforløb som en givende oplevelse, i stedet for den dystre hukommelse jeg har med den frygt og angst for at skulle vise mig med briller på, og alle de minder, som jeg ovenstående kun har beskrevet enkelte begivenheder fra, fra den tid, for så lang tid siden… uden briller.

Gudskelov, så er forældre i dag, mere oplyste og selvfølgelig med på, at man skal gøre alt for deres børns trivsel end for 50-60 år siden… I dag er jeg helt sikker på at man vil kalde den slags jeg har oplevet, for omsorgssvigt!

Slut.